Undervisningsministeriet og dermed ministeren har udgivet denne lille publikation, der har til hensigt at skærpe opmærksomheden over for sangens og mere specifikt morgensangens kvaliteter. Kort og godt vil ministeren have, at sangen, i højere grad end det er tilfældet i dag, skal klinge om rundt på de danske skoler. Haarder oplister flere gode grunde til, at sangtraditionerne genoplives, dér hvor man måtte have droppet at synge; styrkelse af fællesskabet, at man overskrider sig selv og bliver en del af noget større, og dét, at man via sangen styrker poesien i skolen. "Når vi synger, åbner vi for nogle følelsesmæssige kanaler, hvor vi kan få umiddelbar kontakt med vore egne og andres følelser".

Herefter følger en smule om organisering af fællessangen og eksempler på sangvalg på henholdsvis en folkeskole, en lilleskole og en efterskole.

Over for dette "tiltag" fra skolens minister har jeg lyst til at spørge: Er det, hvad du, Bertel Haarder, og dit ministerium kan byde på?"

Meget få steder kommer vi ud over banaliteter og floskler. Ja, selvfølgelig kan det være skolens leder, en lærer eller musikgruppen, der står for sangen. Og ja, selvfølgelig kan sangen foregå i aulaen, gymnastiksalen eller i klasserne. Og ja, man kan synge hver dag eller hver anden eller sågar ved andre lejligheder!

Hvis ministeriet og ministeren mener noget med at fremme sangen i skolerne, så gør dog noget, nogen kan bruge til noget! Denne publikation er form uden indhold, et slag i luften: "Se, vi gør noget!"