Man skal være varsom med at komme med bud på, hvor mange penge der skal i lønposen, hvis et overenskomstresultat skal betragtes som godt.

Ved overenskomsten i 2005 var begejstringen stor, fordi vi alle fik to løntrin ... Den samlede lønfremgang var 8,82 procent. Det resultat, vi nu sender ud til urafstemning, indeholder også to løntrin - eller det, der svarer til det, og den samlede ramme er på 12,8 procent. På den baggrund burde alle kunne være tilfredse. Men når der denne gang spores en vis tøven, skyldes det først og fremmest den utilfredshed, social- og sundhedspersonalet manifesterede først på sommeren sidste år, og som er fortsat under parolen mandeløn til kvindefag.

Det satte fornyet skub i diskussionen om lønniveauet i den offentlige sektor. En diskussion, der er god fornuft i, ikke mindst problemerne med at rekruttere medarbejdere til sektoren taget i betragtning.

Men af gode grunde kan vores lønkrav ikke føres under parolen mandeløn til kvindefag. Vi har fokuseret på, at vores lønudvikling skal følge det private arbejdsmarked.

Efterårets politiske indblanding og profilering, der gik på at tilføre midler til visse grupper af offentligt ansatte, mislykkedes. Finansministerens øvelse med at fremrykke nogle midler viste tydeligt, hvilken begrænset værdi der er i at få flere penge, hvis de ikke holdes uden for den såkaldte reguleringsordning. En lønfremgang alene til de lavestlønnede inden for reguleringsordningen ville nemlig have udhulet andre gruppers lønfremgang.

Det vil være løgn at påstå, at overenskomstspillet og det resultat, det er endt med, er umiddelbart let at følge med i og forstå fra sidelinjen. Hvorfor er 12,8 procent for dårligt om torsdagen og godt nok om fredagen? Forklaringen ligger netop i reguleringsordningen. I sidste runde fik vi hævet vores årlige feriegodtgørelse med 0,45 procent - vel at mærke uden for reguleringsordningen! Det er godt, for jo mere man holder uden for lønsammenligningen med det private område, jo bedre udvikler lønnen sig for offentligt ansatte, fordi reguleringsordningen alene sikrer 80 procent af forskellen, mens midler, der holdes udenfor, udmøntes 100 procent.

Jeg anbefaler, at vi hver især ser på, hvad vi rent faktisk får mere i løn de næste tre år. Og - hvad der er lige så vigtigt - at vi vurderer alle de andre resultater, vi har opnået ved denne overenskomst. Lønnens størrelse er vigtig - men er ikke svaret på alle problemer.