Folkeskolens leder:
5,5 procent ikke-nedskæring
Læreruddannelse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lidt har også ret, siges det! Så man skal vel være glad for, at Dansk Folkeparti fik ændret finanslovs-nedskæringen på uddannelsesområdet fra én procent til en halv. Og glad for, at det er blevet præciseret, at nedskæringen sandelig ikke er en nedskæring, men »en sparegris«! En sparegris, som i år bliver tvangsfordret med en halv procent af uddannelsesinstitutionernes budgettal - for så at blive slagtet næste år!
Men, men, men: der er altså ikke meget at glæde sig over. For selv om de andre kreative budgetslankninger på læreruddannelsen heller ikke er nedskæringer - husk endelig det, det siger undervisningsministeren nemlig - så er det en realitet, at regeringens ikke-nedskæring efterlader professionshøjskolerne med et kæmpehul i budgetterne. Forringelserne på læreruddannelsen bliver nu ikke seks procent, men »kun« 5,5! Og det betyder altså, at der skal skæres voldsomt ned og strammes op og ind. Ligesom der er gjort flere gange før i de seneste år.
Det er sandelig godt, at den halve procent kan hentes op af sparegrisen i 2009! Tusind mange tak for det.
Hvor skal det blive godt med den verdensklasse. Rart, at der er noget at glæde sig til.
-th
»Danmark skal have uddannelser i verdensklasse. Med globaliseringsreformen har regeringen sat uddannelserne i centrum og opstillet ambitiøse mål for hele uddannelsessystemet« Regeringsgrundlaget, november 2007»Hvis man er meget, meget sulten, så tager man også imod krummer. Og vi er sultne, så vi sender en lille venlig tanke til Dansk Folkeparti for den halve procent« Laust Joen Jakobsen, formand for professionshøjskolernes rektorforsamling, til folkeskolen.dk den 6. marts