"I Danmark bliver man til noget på trods af folkeskolen".

Sådan har Socialistisk Folkepartis social- og psykiatriordfører Özlem Cekic formuleret sine oplevelser med og i den danske folkeskole. Og som lærer er det forstemmende at læse de kapitler i det barslende folketingsmedlems selvbiografi, der handler om skolen.

For opbakning og støtte fra skolens side kunne den nu 32-årige Özlem Cekic godt have brugt undervejs i sit mildest talt brogede og barske liv. Et liv, hvor fattigdom, kulturkonflikter, flytninger, parallelsamfund, generationsopgør og uoverskuelige hverdage overleves ved en enorm fighterånd, et stort socialt engagement og en konstant insisteren på retfærdighed.

Centralt står tysklærerens kommentar til eleverne med anden etnisk baggrund: "Det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, I aldrig bliver til noget". Tysklæreren bliver med denne replik personificeringen af den lille Özlems oplevelse af en skole og en flok lærere, der med lige dele uvidenhed og mangel på empati og ambitioner på elevernes vegne ikke formår at tage udgangspunkt i den enkelte elev og at løfte skolens opgave.

Indimellem forekommer beskrivelserne og konklusionerne noget unuancerede og præget af en entydig efterrationalisering. Men under alle omstændigheder er Özlem Cekics opsamlende formulering af barndommens savn og frustration så indlysende sand og vigtig, at den alene berettiger bogens eksistens i en pædagogisk sammenhæng:
"Hvor ville alting have været meget nemmere, hvis flere lærere havde sagt: 'I bliver sgu til noget'. Ros og tillid havde vi meget brug for".

Özlem Cekics beskrivelse af overgangen fra modtagelsesklasse til den efterstræbte "almindelige" 4. klasse gør indtryk. Hvor dét at spørge ind til ukendte ord blev opfattet som lærevillighed og sproglig bevidsthed i modtagelsesklassen, blev det i den "almindelige" klasse opfattet som et forstyrrende element. En tankevækkende reminder om vigtigheden af den sproglige opmærksomhed hos alle lærere i alle fag .

Den sociale indignation er en vigtig motivation for forfatteren. Både i forhold til sit arbejde i psykiatrien og i forhold til Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe. Og en væsentlig pointe for betragtningerne over det danske samfund i almindelighed og folkeskolen i særdeleshed er netop den konstante fokusering på de kulturelle, etniske og religiøse aspekter frem for på de sociale. Som hun skriver: "Så længe folkeskolen ikke er i stand til at løfte sit sociale ansvar i forhold til minoritetsbørn, er det svært at gøre dem til mønsterbrydere".

Som litterær oplevelse er bogen ikke stor. På trods af voldsomme og til tider umenneskelige oplevelser forbliver fortællingen følelsesmæssigt distanceret og sniger sig aldrig helt under huden på læseren. Men når det er sagt, er det dælme en god historie, der fint kan finde vej til alle, der tør blive klogere. Både voksne og unge - i og uden for skolen. En vigtig historie om en side af Danmark, som vi for sjældent hører om - og om en sej kvindes vilje til forandring.