Et nyfødt barn er fyldt med genetiske programmer, som styrer det. Et af dem hedder i folkemunde »svøm eller synk«, men da vi lever på landjorden, er det nok mere rigtigt at kalde det »bevæg eller dø«. Det giver tryghed, for her er da en leveregel, der er til at forstå, og som ikke ændrer sig med tiden. Overhovedet. Og som kan inspirere undervisningen. Dagligt. Hvis man ikke bevæger sig fysisk, nedbrydes kroppens struktur. Hvis man ikke bevæges af undervisningen, nedbrydes sindets struktur via meningsløshed og glemsel. Use it, or lose it. Hvis en skole ikke er i konstant udvikling, vil den ikke kunne fungere som skole. Tænk hvilket held at være privilegeret af et sådant princip ved sin side.

En variant af bevæg-eller-dø-princippet er lær-eller-dø-princippet, som er af særlig didaktisk relevans. For hvis man som lærer holder op med at lære, vil det jo ikke være til at holde ud at undervise. Det vil være lidt som at sidde på en kogeplade og vente på, at æggeuret ringer - godt nok køligere, men mere larmende. Og stakkels de elever, som ikke oplever at lære i undervisningen, eller som måske endog er tvunget til at være sammen med en stakkels lærer, der grundet omstændighederne ikke selv kan få lov at lære gennem sin undervisning! Der er her selvfølgelig tale om et fuldstændig hypotetisk skrækscenarie, men ligesom samtale gør det, fremmer modsætning sommetider forståelsen.

Hvad er da skolens dybeste ærinde? Efter min mening er det at bidrage til unge menneskers læring og kreativitet på måder, som klart overgår, og som adskiller sig kvalitativt fra, hvad de unge mennesker vil kunne opleve andetsteds. Som Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry - bare med rigtige lærere og elever - og med rigtig videnskab og kunst, der vel at mærke ikke længere lader Harry Potters fantastiske verden meget efter. Tænk for eksempel at man skulle kunne befinde sig på flere steder samtidig. Tænk at man skulle kunne rejse i tiden. Tænk at man skulle kunne gå gennem vægge - og påvirke dét, man betragter, samtidig med at man betragter det. Og tænk at en dansk skoleelev skulle vokse op for at undervise hele menneskeheden i sådan en omgang heksekunst og trolddom, som i dag står på så nogenlunde det stærkeste videnskabelige evidensgrundlag overhovedet. Også Niels Bohr gik i skole og ville formodentlig aldrig have opdaget denne kvantemekaniske eventyrlighed, om ikke en lærer eller to havde hjulpet ham ind i den. Skolens dybeste ærinde må være at åbne verden for mennesker ved at åbne dem for verden.

Skolen er livet. Tænk sig at have så mange år til at fordybe sig i lærerigt stof. Tænk at have så fri adgang til samvær om fremragende undervisning. Tænk at have så mange år så nær verdens uudtømmelige kilder til livsduelighed og livsglæde. Tænk at være lærer. Tænk hvor utænkeligt om nogen stadig oplevede at spilde tiden i skolen. Lad os aldrig mere acceptere anslag mod glæden ved at undervise og glæden ved at lære, for lærere og elever vil ikke kunne leve med det.