Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For nylig fyldte dialektforskningsafdelingen på Københavns Universitet 100 år. At gøre studier i dialekter til et emne for universitetsansatte ville i århundreder have været ganske utænkeligt. Dialekter var fordrejninger af korrekt talt dansk; hvad dét forresten er, har man diskuteret - også i århundreder. Lærere langt op i 1900-tallet har nok ment at gøre deres elever en tjeneste ved at lære dem en standardnorm med længere radius end dialekten, selv om man uden tvivl længe i den »stråtækte« landsbyskole har haft dialekt som skolesprog, ofte hos både lærere og elever. Men under oplæsning, for eksempel af Bibelen, har man fundet det passende at vælge en bogstavtro læseudtale.
I sidste halvdel af 1900-tallet har dialekterne af naturlige grunde tabt terræn, først og fremmest fordi mobiliteten er blevet større. Og i skolen er dialekten forsvundet. Det var den allerede for 25 år siden, da jeg sammen med kolleger fra tre universiteter kortlagde forholdet mellem skole, sprog og samfund i det såkaldte Hirtshals-projekt, som blev igangsat med daværende skoledirektør Ole Albæk som en af de drivende kræfter.
Dialektbaggrund gav hverken konstaterbare problemer i retstavning eller stilskrivning, eleverne grupperede sig efter interesser, ikke efter sprog; de var i besiddelse af en sproglig rummelighed, som mange kunne lære meget af i dag. Kort sagt, dialekten var ikke noget skoleproblem.
Men alligevel forsvandt den fra skolens domæne, ganske umærkeligt og ubevidst. Når eleverne hængte deres overtøj på knagen om morgenen, aflagde de sig også dialekten og slog over i lokalt standarddansk.
Det skyldtes ikke lærerne. I Hirtshals Kommune var de positivt indstillede over for dialekt, de fleste kom fra egnen og var uddannet på nordjyske seminarier, men mange af elevernes forældre så gerne, at deres børn lærte et standarddansk, uanset om de selv havde dialektbaggrund, og de fleste elever beherskede da heller ikke den klassiske dialekt, selv om de forstod hvert ord, og selv om deres udtale kunne være stærkt lokalfarvet.
Det jubilerende dialektinstitut var selvfølgelig repræsenteret i forskergruppen. Her studerer man nu talesprogets udvikling i al
almindelighed, men det hele begyndte med dialekterne.
Professor Higgins
