Anmeldelse
Tvangstanker
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kender du dine egne tvangstanker? Hvis ikke, får du gennem denne bog mulighed for at stifte bekendtskab med dem på en underholdende og lærerig måde. Forfatteren giver gennem eksempler og små øvelser indsigt i, hvordan tvangssymptomer er hverdagsfænomener for de fleste af os.
Når mennesker lider af tvangstanker, er det altså ikke tankernes indhold, der er anderledes end de flestes. Det er tankerne om tankerne, der kan føre til reduceret livskvalitet. På en levende måde lykkes det forfatteren at forklare betydningen af metakognitionen - tanker om tanker - og at give læseren indsigt i "mekanikken" bag tvangstanker og tvangshandlinger.
Bogen introducerer også virkningsfulde behandlingsmetoder. Grundlæggende handler det om at normalisere tankerne omkring sygdommen og at give generel oplysning. Gennem adfærdsterapi vænnes nervesystemet til at reagere mere hensigtsmæssigt, og gennem kognitiv terapi styrkes klientens sunde forståelse af, at tanker i sig selv ikke er farlige. En tryg relation mellem klient og behandler styrker klientens tillid til metodernes virkning.
Forfatterens intention er at ramme et bredt publikum. Mennesker, der har tvangstanker, deres pårørende og bekendte samt mennesker, der behandler personer, der lider af tvangstanker. En bred brugerflade, som det lykkes forfatteren at favne, blandt andet ved tydeligt at beskrive bogens formål, begrænsninger og læserens muligheder for at søge yderligere information eller hjælp.
For lærere og pædagoger vil bogens indhold være relevant.