Anmeldelse

Omsorgssvigt er alles ansvar

Tredje reviderede udgave

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er et imponerende arbejde, der er lagt for dagen i denne tredje udgave af en gammel klassiker. Det er vigtigt at huske på, at vi alle - altså både forældrene, lærerne, skoleledelsen, sundhedsvæsenet og politikerne - fælles har et ansvar for at kunne samarbejde bedst muligt for vore elevers vel. Det er uden tvivl provokerende at opleve situationer, hvor børn lider, fordi deres forældre ikke er i stand til at give dem omsorg og tryghed.

Det er en barsk og meget væsentlig bog om børn, som mange af os møder i skolehverdagen, børn, der er udsat for vanrøgt, psykiske, fysiske og/eller seksuelle overgreb. Disse børn kender kun lidt til varme, tryghed og anerkendelse, og deres forældre har ofte begrænsede forudsætninger for at yde omsorg.

Der beskrives forskellige former for omsorgssvigt, redegøres for forståelsesgrundlaget og belyses holdninger og metoder i forbindelse med kontaktetablering, undersøgelse og behandlings- og problemløsningsstrategier.

Bogen er en grundbog for medarbejdere i socialforvaltningen, i sundhedsplejen, småbørnspædagoger, lærere, læger, psykologer og psykiatere. Det er en tredje udgave i revideret og opdateret form, hvor den allernyeste forskning i både Norge og Danmark er medtaget. En væsentlig bog, som jeg selv har lært en masse af, ikke mindst som en slags spejling af de vanskeligheder, som jeg selv har set hos børn og forældre i socialt belastede familier.