Idag er det desværre muligt at tage en læreruddannelse uden at beskæftige sig med kropslige erkendelsesformer i praksis.

Siger seminarielærer Karen Sørensen, der i 27 år har undervist i idræt på Nørre Nissum Seminarium og HF.

Helt fra hun som nyuddannet folkeskolelærer med overbygning i idræt kom fra København til Vestjylland, har hun blandt andet ved at introducere deciderede kurser i den praktisk/musiske dimension gjort sit til at sætte Nørre Nissum på uddannelseskortet og været med til at stille spørgsmål til faget. For eksempel om hvilke overordnede faktorer, der kan spores i idrætsundervisningen.

- Samfundsstrømninger har altid afspejlet sig i idrætten. Herfra har man kunnet aflæse de skiftende tiders normer, etik og moral. I 1960'erne var det industrisamfundets idræt, det målbare. Formålet med faget i praksis reduceres ofte til, at sved på panden er sundt for børnene.

- Skoleidrætten har sat sig dybe spor i det enkelte menneske; hvem husker for eksempel ikke sine egne gymnastik- og idrætstimer, spørger Karen Sørensen, der mener, at netop de varige spor, som faget sætter, understreger dets dannelsesaspekt og mulighed som skolefag, hvor det har meget mere at byde på end netop det rent fysiske.

- Der er brug for igen at give idrætsfaget styrke som skolefag, forvente noget af undervisningen og idrætslæreren. Idrætsfaget har for stort et potentiale til at leve en hensygnende tilværelse som en slags kompensation for det meget stillesiddende skolearbejde.

Udforskning af rummet

Og idrætten kan selvfølgelig give den brede almene kropslige kompetence, som seminariebetænkningen fra 1997 nævner - og mere til:

- Kroppen, hvor går den til. Stopper den lige syd for halsen, spørger Karen Sørensen. Hvordan kan man for eksempel gøre erfaringer om faktorerne, tid, rum og kraft uden at have hovedet med sig. Man er nødt til at beslutte sig.

Hun fortæller om en dramaøvelse, som hun havde benyttet sig af i 20 år. Kort fortalt gik den ud på, at eleverne skulle udforske rummet ved at bevæge sig rundt i det.

- Jeg havde aldrig fået den her øvelse til at fungere. Men lige pludselig, ved at bede eleverne om at involvere hovedet, fandt jeg de ord, der fik os til at mødes. Den bevidste mentale involvering gav en kvalitativ forøgelse af aktiviteten, siger hun.

På samme måde som en øvelses mulighed for at lykkes afhænger af, hvilke ord man vælger at introducere den med, afhænger et fags udviklingsmuligheder af, hvilken rolle man vælger at sætte det i og fastholde det i. Og her mener Karen Sørensen, at det for faget idræt både er vigtigt at se ud over den fysiske færdighedstræning og en udefinerbar praktisk/musisk etiket.

- Helt grundlæggende handler kroppen om bevægelse. Der er enten stabilitet eller mobilitet, og der findes fundamentalt kun to måder at udforske verden på. Den ene er gennem dig selv, den anden er gennem omverdenen. Hvis man tager fag som drama, billedkunst og idræt, så forholder de sig alle konkret til det fysiske rum, bevægelsesfaktorer, og rytme. Her vil et førstehåndsindtryk af verden altid være kropsligt, siger hun.

Krop og hoved i samarbejde

Så idrætten er én af undervisningssystemets muligheder for at arbejde med det hele menneske og samordne den indre og den ydre erfaringsverden.

- Og det er det, vi vil som mennesker: Erkende noget om vores omgivelser. For at kunne erkende, skal du være åben over for de indtryk, der viser sig, kunne bearbejde dem, reflektere over dem og lade dem indgå som en baggrund for din handlekompetence. Hertil er det nødvendigt med et samspil mellem det kropslige og det mentale. Mulighederne for at udvikle et sådant beredskab ligger lige for i såvel idræts- som dramaundervisningen, siger Karen Sørensen.ln