Anmeldelse
Jamen, hvorfor mobber de? / Er du med mod mobning? / Børn skriver til børn - om mobning
Mobningens funktion for fællesskabet, det enkelte barn - og de voksne / 42 veje til bedre trivsel
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Netop nu er Antimobbekampagnen i skolen i fuld gang, og det har den vel i en eller anden kadence egentlig altid været. Dog intensiveres indsatsen yderligere i resten af dette kalenderår i form af "Attention Mobning".
Kampagnen iscenesættes med økonomiske midler fra Undervisningsministeriet og TrygFonden af DR-Undervisning og Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM. Og det er der god grund til, da hver fjerde eller femte elev på 4.-10. klassetrin føler, at de har oplevet mobning inden for de seneste to måneder.
I uge 44 har samtlige grundskoler modtaget et gratis eksemplar af en håndbog beregnet for undervisere, ledelse, pædagoger og skolebestyrelser, nemlig: "Er du med mod mobning? - 42 veje til bedre trivsel". Det er en meget stor, vægtig, flot og inspirerende udgivelse, der præsenterer en vifte af helt konkrete, praktisk gennemprøvede og forskelligartede metoder fra skoler rundt om i landet.
Indholdet dokumenterer, at der mange steder allerede gøres meget for at gribe ind over for mobning. Som for eksempel på Vejlby Skole ved Århus, hvor den anvendte metode gennem mange år, "Stop Mobning", bygger på strukturerede samtaleforløb til standsning af mobning. Hver af de i alt 42 beskrevne metoder resumeres kortfattet, og der anføres fordele og ulemper eller begrænsninger, så man på den måde får et hurtigt overblik.
Barske beskrivelser er det. Til "Børn skriver til børn - om mobning" er der indsamlet beretninger fra 23 børn og unge i alderen 11-16 år. Alle har de prøvet mobning på egen krop eller selv været udøver, og nogle fortællinger viser også, hvordan man er kommet mobningen til livs. Teksterne er primært tænkt anvendt til både mobbere og mobbeofre. Men indholdet vil også være særdeles velegnet til de voksne, der herigennem kan få et nøjere indblik i elevernes tanker og følelser i forbindelse med mobning.
I bogen fra Børns Vilkår "Jamen, hvorfor mobber de?" bygger indholdets forståelse af børn og deres handlinger på følgende tre hovedprincipper: Den gode dialog, respekt for forskellighed samt forståelse som grundlag for forandring. Her leveres en række bagvedliggende teorier og eksempler til bedre at kunne erkende mekanismerne bag mobning og dens nødvendige, sociale funktion.
For de fleste vil indholdet være kendt stof, men bogen giver et godt og klart overblik over praktiske redskaber, samtidig med at der leveres en række direkte anvendelige modeller og spørgeskemaer til brug i undervisningen. Desuden har Børns Vilkår i forbindelse med kampagnen "Attention Mobning" afsat ekstra rådgivningsresurser, og de kan findes på www.bornsvilkaar.dk
Disse tre og mange andre materialer er væsentlige som inspiration for både ledelse og undervisere, når der skal tages fat på undervisningsmiljøet - ikke mindst som redskaber til at få opbygget en antimobbestrategi hos de skoler eller kommuner, der endnu ikke har en sådan strategi eller handlingsplan.