NETopNU

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Smid dem ud

»Tænk hvis lærerne ikke så ofte brød ud i undervisning, tænk hvis børnene handlede og eksperimenterede meget mere, tænk hvis undervisningen foregik udendørs«. Sådan skriver Erik Sigsgaard (»Bagsmækken«, Folkeskolen nummer 38).

Konklusionen på klummen er, at vi skal slippe børnene løs og fri. Lade dem komme ud i den friske luft og mærke naturen. At læse beretningen om Rødkilde Skole kan ikke undgå at præge ens tankegang. Hvor tit forlanger vi ikke af børnene, at de skal sidde stille og lytte. Kan det ikke gøres bedre?

På denne tid af året, hvor tendensen går mod at mure sig inde, tænde de levende lys og hygge indendørs, er det måske en god idé at minde sig selv og hinanden om den natur, der omgiver os. »Skoven i skolen« har tidligere været nævnt i NETopNU, www.skoveniskolen.dk, men vi synes, den fortjener at blive omtalt igen. Ikke mindst fordi det er en af de sider, der jævnligt opdateres og får nyt indhold. Den indeholder det puf, der får én til at tage eleverne (eller egne børn) med i skoven. Ikke alene kan man læse adskillige artikler, der hylder udeprincippet, man får også helt konkrete idéer til skægge og lærerige aktiviteter i skoven.

»Skoven i skolen« er produceret i et samarbejde mellem:

Dansk Skovforening

Friluftsrådet

Træ Er Miljø

Skov- og Naturstyrelsen og

Undervisningsministeriet

og indflydelsen fra de fem parter mærkes tydeligt, hvor saglig viden er kombineret med indbydende aktiviteter og et væld af forslag til, hvad man kan tage sig til i skoven. Samtidig viser den en god forståelse for lærerens dagligdag alle opgaver og undervisningsforslag er lige til at gå til og kræver sådan set ikke videre forberedelse. For os, der ikke har været spejderledere for små ulveunger, er det en gave at få en hjemmeside med så megen viden og så mange forslag. Man kan næsten ikke vente med at komme ud i skoven.

Og har turen i skoven inspireret til videre fordybelse i miljø, har Miljømærkesekretariatet netop lanceret et nyt gratis undervisningsmateriale om miljøbelastning på www.ecolabel.dk

Det kan virke som et paradoks at beskæftige sig med natur og økologi bag computerskærmen, men der er faktisk rigtig mange gode muligheder. Se for eksempel også www.regnskove.dk med mange indbydende sider.

Desværre må vi jo også konstatere, at der på denne årstid er dage, der ikke ligefrem indbyder til den store udendørsaktivitet. Det kan være helt fint at blive hjemme og opleve den store verden virtuelt. Og nu er det endda blevet muligt at træne cykling i sin egen stue.

Den nye samling af cykelspil, www.cykelmissionen.dk, er et godt bud på en måde at træne børnenes færdselsviden på, når det drejer sig om cykling. Det er Rådet for Større Færdselssikkerhed og Trafikministeriet, som står bag, og i deres pressemeddelelse skriver de: »Rigtig cykeltræning skal stadig ske i den rigtige trafik, men i spillet kan børnene quizze, lege og tjekke deres viden. De har også mulighed for at maile og chatte med andre spillere, og hver måned kan de deltage i en konkurrence, hvor de blandt andet kan vinde cykler«.

Siden henvender sig hovedsagligt til 8-12-årige brugere og består af forskellige spil, og eftersom man kan vinde en cykel, skal man også logge sig ind som bruger, så ens point og resultater kan blive registreret og husket. Desværre skal man for hvert af spillene oprette sig som bruger, men det er hurtigt gjort.

Et af spillene er »Agent 00-Cykel«. Spillet går ud på at løse missionerne, man får via den virtuelle mobiltelefon. Den ringer, og man skal så udføre opgaven, der kan være: »Tag hen til din nabo, der har nogle penge til dig, fordi du slog hans græsplæne«.

Mens man cykler fra sted til sted, skal man svare på spørgsmål.

Der er tre muligheder, nogle af spørgsmålene giver sig selv, og andre kræver noget trafikviden. Der er til tider sjove svarmuligheder. Man har i spillet en rygsæk, der er tom ved spillets start, og en cykel, man undres over kan køre, idet der er ting på cyklen som stearinlys, traktordæk og gamle rustne skærme.

Man får bygget sin cykel om ved at køre til cykelhandleren og købe nye dele. Man løber dog hurtigt tør for penge, så man skal cykle mere rundt, besvare flere spørgsmål, udføre missioner og tjene penge for at opgradere sin cykel. Spillet er som nævnt morsomt, og når man har været logget ind, huskes ens resultater, og man kan spille videre derhjemme.

Man kan deltage i konkurrencen om at vinde en cykel ved at have fuldført alle missionerne, have flest penge og den bedste cykel.

Der er også andre spil på siden, blandt andet teorispillet. Man skal spille et brætspil og svare på spørgsmål, man har 30 kast og får 1.000 point per rigtig svar, man får dog også trukket 1.000, hvis man svarer forkert. Der er felter, hvor der ikke sker noget, så man kan hurtigt få brugt sine kast. High score er i skrivende stund 25.000 point, så en af de fem med dette pointtal deltager i lodtrækningen om en cykel, og vinderne får direkte besked via mail.

Til lærernes baggrundsviden findes www.sikkertrafik.dk, hvor der er viden om sikker færdsel. Den er ganske ny, men der er allerede meget godt materiale. Man kan blandt andet downloade love og regler, mere viden og gode råd. Der er også en aktivitetskalender. Den fortæller hvem, hvad, hvor og hvornår om kampagner, politikontroller, møder og kurser.

Kom ud i det fri med forberedelse foran skærmen.