Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For en pensioneret lærer kan mediedebatten om folkeskolen iblandt være ret morsom at følge. Nu siges det ganske vist, at skadefryd er den typiske danske form for livsglæde jo, men mørketiden er over os, man må tage enhver fryd med. Det er næsten ikke menneskeligt muligt at lade være med ofte at tænke: »Hvad sagde jeg«. Tag nu den med de få og små faglige krav. Alle lærere ved det vel inderst inde det blev for svært, for ikke at sige umuligt der måtte slækkes. Engang fandt jeg på, at alle eleverne i en sjetteklasse skulle lære fire engelske stærke verber fire til hver time og tilmed skulle kunne stave dem rigtigt. Når vi var kommet op på tyve styk, lavede jeg en fiks lille test, skrev »good luck« nedenunder ... havde mine bange anelser. Men den gik ikke. »Det er alt for meget ... tyyve ...«, råbte nogle af de toneangivende. De stille rare børn sagde ingenting. Jeg holdt på mit. »Test i morgen, venner, de tyve styk, som I jo allerede har lært ... det her er en skole«. Men det endte med, at jeg måtte opgive helt. En mor ringede og sagde, at jeg gav alt for meget for, stillede for store krav, de kunne let miste lysten til faget, og de gik da kun i sjette, og Lines mor mente det samme ... Og testen, som de selvfølgelig fik alligevel, blev så jammerlig, at det næsten ikke kunne være værre.
Så gad jeg ikke længere. I forvejen skulle jeg bruge uanede resurser på et par urostiftere i klassen. Her må jeg retfærdigvis indskyde, at jeg hørte til de almindelig dødelige af lærerne, dem, der (heldigvis for vi dødelige ...) er flest af. Kan hænde, at der findes stjernelærere, der var kommet flottere igennem med det her. Men det blev jo let at forstå grunden til, at så få lærere stillede så få krav. Det muliges kunst. Skindet på næsen-syndromet. Så jeg kan på en måde erklære mig medskyldig i, at nogle af eleverne sikkert går ud i livet uden at kunne bøje hverken to be eller to go.
Men nu skal der testes, uafladeligt, har jeg forstået. Jamen, så enkelt er der ikke noget, der er. Slet ikke i folkeskolen.
Selvfølgelig var statsministeren dum, da han beskyldte lærerne for at drive »hvad synes du selv«-pædagogik i rundkreds, for det er ikke der, hunden ligger begravet. Den findes primært i en massiv mangel på respekt for skolen og al dens væsen.
Det har statsministeren ikke bødet på. For det var hånende udtalelser. De dumme lærere.
Evig og altid er lærerne oppe imod de magtfulde, der ikke forstår tingenes indre sammenhænge.
Så er det, man glæder sig over at være gået af og kan sidde med avisen og kaffen og være ligeglad. Og endda helt ærligt sommetider skadefro.
»Godt vi er ude af det«, siger jeg tit til husbond og cykler den mørke hektiske novembermorgen hen efter to håndværkere og en enkelt spandauer.