Bo Winther

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I anledning af Bo Winthers pludselige død:

Bo Winther tiltrådte stillingen som skoleinspektør for Sdr. Stenderup Centralskole 1. august 1990, netop som skolen havde været ude for en alvorlig økonomisk slankekur på grund af det lave elevtal. Bo besluttede straks at vende problemerne til en pædagogisk udfordring. Han ledede ekskursioner for lærerne til skoler med nytænkning omkring teamdannelse og -samarbejde, ligesom sommerhuset på Fanø var rammen om pædagogiske weekender. Her blev fundamentet lagt til den pædagogiske udvikling, der i indeværende skoleår er kulmineret med dannelsen af skolens to selvstyrende team.

I arbejdet for de svage børn nedbrød Bo grænser. Han fremskaffede midler til idrætssko til drengen, der ingen havde, og fik en psykisk syg pige i hurtig behandling.

Bo var overordentlig gæstfri, hvilket også prægede dagligdagen på Sdr. Stenderup Centralskole. Ingen samarbejdspartner besøgte skolen uden at blive beværtet med kaffe og rundstykker, ligesom der altid blev disket op med sodavand og pølser eller lignende, når der var elevbesøg.

Æret være Bo Winthers minde.

Vibeke Petersson