Sprogforskning i krise

I gamle dage advarede den ældre generation unge mennesker mod brødløse studier. Det var vigtigt at have et sikkert levebrød og en tryg pension for øje, når man valgte studium. Mange skal såmænd nok være blevet lærere på den baggrund.

At blive sprogforsker lyder betydelig mere usikkert. Mange forstår ikke, hvad man for eksempel skal leve af, hvis man specialiserer sig i dansk eller nordiske sprog. At vi skal lære engelsk, tysk, fransk og andre fremmedsprog, skaber naturligvis et behov for eksperter, men dansk sprog? Adskillige borddamer har spurgt mig gennem årene.

Men uanset om de har båret hat eller ej, har de repræsenteret en indstilling, som er vidt udbredt, og som fik tilslutning under studenteroprøret. De sproglige discipliner blev i vidt omfang til ideologikritik og turisme i massekommunikation, mange filologer forskansede sig i strukturanalyser af dialekter og historiske interesser i stedet for at tage udfordringen op og vise, at sprogstudier har betydning for både kultur og samfund.

Resultatet er, at vi mangler unge sprogfolk. Universiteterne, Lærerhøjskolen, forlagene, Sprognævnet og kommunikationsvirksomhederne savner kvalificerede sprogfolk. Hvordan skal det gå, hvis ingen kan læse tekster fra ældre tider? Hvis ingen kan give kvalificeret sproglig rådgivning? Hvis ingen forstår principperne bag sprogrigtighed og sprognormer? Hvis ingen kan undervise nye danskere? Hvis ingen kan give lærerne adgang til kvalificeret efteruddannelse?

Endnu går det sådan nogenlunde, men der kommer et interval. De gamle ideologiske koldkrigere er jo pragmatikere og på vej med nye kandidater med bedre forudsætninger. Men de næste ti år vil der være langt mellem snapsene. Det er synd for skolen, samfundet og sproget.

Professor Higgins