Hvad forventer russiske forældre af den skole, de sender deres børn til? For det første - den venlige omgivelse og 'den ordentlige opdragelse'. Og for det andet - at børnene vil lære nok til at sikre sig adgang til de bedste videreuddannelser. Når det gælder opdragelsen, kan man være heldig eller mindre heldig - alt afhængig af klasselæreren. Og - som det stort set altid har været med skolernes faglige potentiale - enkelte skoler har tit haft bedre ry end andre. Sådan er det også i dag - og dog med en ret væsentlig nuance: selv de fagligt set bedste skoler er nu ikke i stand til at udstyre deres elever med den viden og kunnen, der vil være nødvendig for at klare adgangsprøver til universiteter og andre højere læreanstalter. Hvordan kan det være?

Her i vort land har vi altid haft adgangseksamener som et vigtigt element af uddannelsessystemet, idet videreuddannelsesinstitutioner aldrig ville acceptere, at de karakterer, eleverne fik ved studentereksamener i folkeskoler (i Rusland har vi ikke gymnasier), var til at stole på. Netop derfor ville de absolut have lov til selv at vælge de virkelig dygtigste studerende. Så længe samtlige folkeskoler var/er forpligtet til at bruge de samme programmer over hele landet, drejede det sig faktisk om at dokumentere sin viden over for uafhængige eksaminatorer fra de respektive højere læreanstalter. Det var der måske logik i, fordi det faglige niveau kunne svinge meget fra skole til skole og fra landsby til storby.

Men nu er der opstået en hel ny situation. På nogle skoler lærer man i dag mere end på andre: skolelærere har nu lov til selv at bestemme, hvor meget - ud over det obligatoriske minimum - de vil lære deres elever. Og desuden - og det er det værste - kan højere læreanstalter i princippet (hver for sig) beslutte, hvilke krav de vil stille til deres aspiranter. Det har allerede ført til, at næppe nogen skole nu kan garantere, at deres elever ikke bliver udsat for overraskende spørgsmål under adgangsprøverne, og som følge deraf dumper.

Et russisk begreb 'repetitor' (en privat lærer) har været kendt i Rusland siden midten af forrige århundrede. Typisk var det universitetsstuderende, som blev ansat af velhavende forældre for at hjælpe deres ikke altid særlig flittige børn til at klare skoleprogrammer. Også i sovjettiden benyttede enkelte forældre private lærere, hvis deres børn ikke kunne klare et bestemt skolefag eller var syge i længere tid - forudsat selvfølgelig, at de havde råd til det. Det skete, men var ikke særlig udbredt.

Nu er situationen med private lærere blevet helt anderledes. Langt de fleste forældre er i dag lige fra starten indstillet på at anskaffe private lærere til deres børn, når tiden med studenter- og adgangseksamener begynder at nærme sig. Og måske før. Både hvis de har penge til det (en time med en privat lærer koster i dag fra 20 til 100 danske kroner), og hvis de ikke har. I det sidste tilfælde må de simpelthen spare på andre udgifter, fordi deres pligt er at gøre alt, hvad de kan, for at deres børn får en god uddannelse, som kan åbne vejen til et nogenlunde velbetalt job. Og sagen er nemlig, at kun dygtige private lærere - oftest undervisere fra forskellige højere læreanstalter - kan forberede eller rettere sagt 'træne' skoleeleverne til adgangsprøverne ved bestemte fakulteter.

'Repetitorer', som underviser de ældste skoleelever privat parallelt med skoleundervisningen, er nu en del af vores skolesystem. Og hvis man ikke afskaffer adgangsprøverne, vil der blive flere og flere.

Maxim Tevelev er direktør og danskunderviser i Skt. Petersborg.