På Fir Vale School i Sheffield ryger nyankomne asylansøgere og flygtninge direkte ind i klassen sammen med de andre børn, selv om de ikke kan et ord engelsk.

»Tager man dem ud af klassen i Danmark? Det er jo helt forfærdeligt. Det er det værste, man kan gøre. De skal være en del af klassen«.

Jane Taylor ser meget oprørt ud, da hun hører om de danske modtageklasser.

Hun er leder af English Language Development (ELD) på Fir Vale School et engelsk læringsprogram til tosprogede elever og har ansvaret for at følge en stor del af skolens elever. Alene i skoleåret 2002-2003 modtog Fir Vale School 113 asylansøgere fra forskellige lande.

»Man må ikke tage børn ud af klassen, for de lærer så meget. Behold dem i klassen, hvor de har muligheden for at høre og tale sprog«, mener Jane Taylor.

Alene i klassen

Homayon Aryan er 16 år. Han er en af de mange elever, som Jane Taylor følger nøje. Homayon Aryan blev ligesom andre asylansøgere, der ankommer til England, sendt direkte i skole og ikke undervist på et flygtningecenter. På et tidspunkt forsøgte regeringen at stoppe asylansøgernes direkte vej til klasselokalerne. Der blev blandt andet foretaget en rundspørge blandt Sheffields skoleinspektører, og her var svaret klart.

»Alle svarede, at de mente, at asylansøgerne gavnede undervisningen meget. Ingen ville af med dem«, siger Prakash Ross, chef for Sheffields kontor for forskellighed, rummelighed og skoleeffektivitet.

Op mod 90 procent af Fir Vale Schools elever er tosprogede. Homayon Aryan er født i Afghanistan, men da familien ikke kunne komme overens med Talibanstyret, flygtede de til Iran. Her levede de to år som illegale flygtninge. Homayon Aryan havde ingen mulighed for at komme i skole.

»Jeg har gået fire år i skole i Afghanistan. Da jeg kom til Iran, gik jeg slet ikke i skole. Det føltes lidt som en meget lang ferie, og det tror jeg, var rigtig godt. For mens jeg ikke gik i skole, lærte jeg, at skolen er meget vigtig«.

»Jeg forstod ingenting, da jeg kom ind i klassen. Jeg begyndte helt forfra med abc. Det var ret hårdt og kedeligt. Jeg blev nødt til at spørge læreren tre eller fire gange i hver time. Det var meget svært at få venner, fordi jeg ikke kunne tale med dem, men jeg ville ikke have ønsket, at det havde været anderledes. Man lærer nemlig meget hurtigt, når man gør det på denne måde«, siger Homayon Aryan.

To sprog er en styrke

Jane Taylor siger, at alle elever, der kommer i klassen, i begyndelsen har en stille periode. Nemlig den periode, hvor de tager sproget ind.

»Det er vigtigt, at de evner, de allerede har, bliver overført til engelsk. Derfor begynder vi med, at de tager en engelsk national prøve på deres eget sprog. På den måde kan vi sige til dem: Se, hvor gode I er. Det er vigtigt at anerkende sprogforskellen og få dem til at føle, at der bliver sat pris på dem, netop fordi de kan to sprog. Det er vigtigt, at de taler deres eget sprog og opfatter det som en styrke«, siger Jane Taylor.

Eleverne bliver ikke ladt alene i undervisningen. Skolens lærerstab dækker næsten alle de etniske minoriteter, som eleverne tilhører, og de bliver ofte vurderet. De ved ikke direkte, at de er et mål for speciel opmærksomhed, men lærere, som kan deres sprog, kommer som en ekstra resurse på hele klassen og stiller sig indimellem tæt på eleven og oversætter.

Homayon Aryan er selv lidt overrasket over, hvor hurtigt det er gået for ham.

»Jeg får a-niveauer i alle fag undtagen engelsk. De bruger stadig ord, som jeg ikke forstår, men nu ved jeg, at hvis jeg ikke forstår dem, så er der meget stor sandsynlighed for, at de andre heller ikke forstår dem«.

Elevernes resultater viser med al tydelighed, at asylansøgere klarer sig bedre end anden- og tredjegenerationsindvandrere i de nationale prøver. En tendens, som Pisa-undersøgelsen fra 2000 viste også gør sig gældende i Danmark.

Jane Taylor er ikke i tvivl om, at asylansøgernes baggrunde gør dem meget motiverede for skolen.

»Jeg bruger rigtig meget tid på at lære. Jeg bruger i hvert fald dobbelt så lang tid som de andre på hjemmearbejdet«, siger Homayon Aryan.

mbtrier@dlf.org

jrjohansen@dlf.org