Døden er noget, vi må leve med, og det er noget af det eneste sikre her i verden: Vi skal alle dø.

Så hvorfor er døden så blevet et tabuemne i vor nutidige vestlige verden? Det er der nu kommet en meget velskrevet og interessant bog ud af.

Angsten for egen død er et grundelement i den menneskelige eksistens og sætter livet i perspektiv, fordi vi skal have noget ud af det, mens tid er .

Bogens ærinde er at bryde tavsheden om døden, så det bliver lettere for os at acceptere den. For hvordan vi ser på døden, ser vi også på livet. Ligeledes hænger sorg og død sammen, og hvis de ikke gør, så er der virkelig brug for at bekymre sig, for så har man jo ikke elsket! Som tidligere kirkesanger har jeg ofte stået tæt ved en kiste og sunget, og det har altid været sværest de gange, hvor der ingen efterladte har været, men blot "plejepersonale" fra et eller andet hjem. Det er livets mening, at man skal have lov til at sørge, når livet slutter.

Bogen er rigtig dejlig læsning, som kommer rundt om dødens og sorgens psykologiske, historiske og kulturelle aspekter. Der stilles spørgsmål, der går tæt på debatten om aktiv dødshjælp, hjælp til selvmord, organtransplantation samt pleje og omsorg ved livets afslutning. Særligt kapitlerne om selvmord er meget velegnede til brug i de ældste klasser, men ellers er bogens faglige niveau nok lidt i overkanten af, hvad man kan forlange af en almindelig 9. klasse, også selv om jeg ser gode muligheder med bogen inden for undervisning af konfirmander og i skole-kirke-samarbejder.