Anmeldelse
Landbørn 1880-1920
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Centralt i forsidebilledet ser man en lille pige på vel otte-ni år. Hun har et reb i hånden, hvormed hun holder tre-fire køer, som hun knap kan se over ryggen. Fjernt bag hende skimter man bondegården og yderst til højre en ung mand, der har styr på resten af de græssende dyr.
Pigen er hverken i zoologisk have eller på eventferie. Hun er på arbejde.
Underklassens børn måtte arbejde for føden, både deres egen og storbøndernes. Som Børge, der på sin konfirmationsdag nok fik det foreskrevne stadstøj af husbond, men som efter den kirkelige handling blev bedt om at skifte og så i øvrigt passe sit arbejde, mens bondefamilien holdt konfirmationsmiddag.
Bogen er fuld af nøgterne fremstillinger af børneliv, som tilsammen også giver overblik over landbosamfundet omkring forrige århundredskifte med dets levevilkår, traditioner og institutioner. Et godt afsnit om skolen beskriver både lovgrundlag, styreforhold og ikke mindst dagligdagen. Her står igen nogle billeder tilbage, når bogen er lukket: Det ene af Ølgod Skole på en slags skoleudflugt, der tilsyneladende blev brugt til at få vedligeholdt en lokal plantage. Det andet af den unge lærerinde på Mosede Gamle Skole. Hun har illustreret sit arbejde ved at lade børnene slæbe kugleramme, landkort og udstoppede fugle ud i det fri, den dag fotografen skulle komme. Det har sognerådet næppe syntes om. Men hylden blomstrer veltilfreds og eftergivende i baggrunden.
Teksten er god og vil kunne læses af de fleste børn på mellemtrinet. Og billederne - de er bare fantastiske!