Anmeldelse
Til minde om ...
- en mindebog til børn og unge, der har mistet
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En rigtig god ide med en mindebog!
Bogen her leder tankerne hen på pigers brug af venindebøger, hvor familie og veninder kan skrive en hilsen og et lille rim til erindring. Og netop erindring er temaet for denne brugsbog.
For børn og unge, der har mistet ved død, kan glemsel være smertefuld. At glemme mors/fars duft, stemme eller ansigtstræk kan vække sorg og angst, og på den baggrund har en mindebog en væsentlig funktion. Som led i en sorgproces kan bogen ligeledes være et godt redskab, idet den kan styrke tilknytningen til den afdøde og dermed hjælpe til den nødvendige adskillelse.
Det er derfor en rigtig god ide med denne mindebog. Det er en arbejdsbog, hvor barnet eller den unge selv er forfatteren. Siderne er bygget op om forskellige områder i et hverdagsliv, som hver for sig giver mulighed for at dykke ned i erindringen eller lege detektiv for at finde et svar. Det er fine oplæg, som alle kan give anledning til fordybelse og samtale.
Et afsnit inviterer ydermere til tanker og følelser og generelle overvejelser over livet og døden.
Bogen henvender sig til børn og unge, der har mistet. Dog er det væsentligt, at især børnene har en voksen ved siden af til støtte og hjælp, så arbejdet med mindebogen bliver et fællesprojekt mellem barnet og den voksne
Mindebogen er en personlig bog, og de gode illustrationer opfordrer til kreativitet. En sjov ide er det at opfordre til selv at lave et omslag, og dertil er der inspiration og hjælp at hente på indersiden af omslaget.
Materialet virker indbydende og pædagogisk gennemarbejdet med kreativ layout og vedkommende opgaver.