Anmeldelse

Børnenes billedatlas

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et godt og inspirerende atlas til de mindste elever i folkeskolen. Et børneatlas med mange kort og tegninger, der giver børnene et godt overblik og lyst til at arbejde videre med området. Alle de mange meget flotte tegninger i bogen fortæller nye historier, som givetvis vil kunne bruges i mange forskellige undervisningsmæssige sammenhænge.

Atlasset har en indledende del, der behandler de grundlæggende elementer, som skal benyttes, når der arbejdes med et atlas, først og fremmest: Hvad er et kort? Og indblik i universet, lande og byer, mennesker og det at rejse. Derefter er der fokus på forskelle i landskabet eksempelvis is og sne, ørkener, græsstepper, skove, verdenshave, floder og søer. I den sidste del af atlasset gives der kortmateriale af blandt andet jordkloden, Amerika, Oceanien, Asien, Afrika, Europa, Arktis og Antarktis.

Normalt er et atlas en opslagsbog, men i dette tilfælde er det mere end det. Det er muligt at bruge atlasset til højtlæsning, især hvis eleverne kan følge med på tegningerne. Et atlas fyldt med gode historier, hvor der også indgår en lang række små opgaver, som eleverne kan gætte med på. Sidst i atlasset er der en side med løsninger til opgaverne samt et overskueligt stikordsregister.

Skal man i klassen bruge kort med mange detaljer eller bynavne, skal man finde specialkort andre steder. Dette børneatlas har gode oversigtskort, så det er vigtigt, at man også bruger andre atlas i bestræbelserne på at lære eleverne at forstå og bruge kortmateriale.

Kan bruges til undervisning med geografiske temaer, men også i anden undervisning, hvor der er brug for at læse og forstå kort.

Anbefales bestemt til eleverne i de yngste klasser i folkeskolen. Også et fint børneatlas, som burde kunne findes på skolebiblioteket, så det kan lånes med hjem.