John Aasted Halses bidrag til debatten om børns og unges sprogbrug er en lille bog, som henvender sig til både forældre og de professionelle voksne omkring børn og unge. Halses bud på et opdragelsesperspektiv er treenigheden vejledning, vurdering og markering. Den enkelte voksne må finde sine værdier og handle efter dem, så børnene kan lære, at forskellige voksne har forskellige grænser og udtryksformer: "Børn kan ikke få nogle nye og brugbare sociale handleevner, hvis de nære voksne er utydelige. I bedste fald evner de resursestærke og mest selvstændige børn at finde ud af uoverskueligheden" (side 21).

Rigtigt nok, men Halse overser, at den, som opdrages, skal tage imod. Meningsaspektet udgør kernen i opdragelse, som på trods af sin asymmetri er et samarbejde. Tydelige voksne er, set med børns og unges øjne, ikke nødvendigvis meningsfulde voksne. Halse overser dette: "Arbejdsheftet indeholder [.] forklaringer på [.] hvordan de [voksne] kan tackle det over for børnene". Over for, hvorfor ikke med børnene?

Børn og unge opererer ikke med tre elementer som ovenfor, men med to: vurdering (hvad der giver mening) og markering af, at her er jeg (min "gruppe") til forskel fra andre. Det giver mening for børn og unge at snakke trash, hvis det er på den måde, de kan skabe oprør og distance til deres voksne, som insisterer på at dele musik, tøjstil og "Drengene fra Angora" eller "Klovn" med dem.

Halses perspektiv er de voksne, lærere og pædagoger, som "har været villige til at beskrive deres vanskeligheder med at tackle børnenes sprog" (side 7). Er vanskelighederne, at sproget er bærer af mobning, skal alle kræfter naturligvis bruges på at få de unge til at begribe sprogets ødelæggende virkning, og på "at de voksne sammen finder frem til nogle adfærdsmæssige knudepunkter", som Halse foreslår (side 9). Men derudover kunne man spørge, om en voksensolidaritet overhovedet er mulig og ønskelig? Skal skole og hjem være enige om, hvad der er god adfærd? Skal forældrene styre deres barns skoleadfærd, herunder sproget?

"Fuck dig!" er læsevenlig med opsummeringer i et håndbogsagtigt layout. Hvert kapitel indledes med det samme forvrængede, næsten uhyggelige foto af et barneansigt gjort alt for smalt. Halses perspektiv er på samme måde for smalt i forhold til så kompleks et fænomen som sprog og identitet.

De fleste børn og unge navigerer dygtigt og afpasser deres adfærd efter omgivelserne. Analyse af sprog handler ikke kun om den voksnes afkodning af ordets information - måden at sige det på er mindst lige så betydningsbærende: "Hej, din luder" er i én kontekst bekræftelse på samhørighed, i en anden nedværdigelse.

Halse lader opdragelsens fortætningspunkt bestå i, hvorvidt det lykkes de voksne at få kontrol over børns og unges sprog.