Denne bog er for musiklærere, forældre og andre mennesker et absolut must. Med udgangspunkt i et flerårigt tysk forskningsarbejde, hvor børnene havde markant flere musiktimer i skolen, påviser Bastian, at musik i stort set alle sammenhænge har en meget gavnlig virkning på de opvoksende børn.

Nogle vil måske rynke lidt på næsen og tænke "Transfereffekt" (senest kaldet Mozarteffekt) igen, andre vil hævde, at musik er et mål i sig selv og ikke et middel til at nå noget andet. Men Bastians forskning sætter på smukkeste vis mål/middel-problematikken ind i den dialektiske sammenhæng, hvor problemet hører hjemme. Musik er både et mål i sig selv, i dannelsen af den alsidige personlighed og via de oplevelser, musikken rummer, og et middel til at opøve andre evner såsom koncentration og samarbejde.

I en let læselig fremstilling formidles forskningsresultaterne, der ikke kan undgå at gøre indtryk på læseren. Bastian opstiller og fremlægger dokumentation for mange fyldestgørende argumenter for, at musik og musikundervisning bør have en langt mere central plads i uddannelsessystemet og i samfundet som helhed.

For musiklærere, der ønsker at argumentere for fagets vigtighed, for resursetildelinger til faget og at kunne begrunde egen praksis, er her det statiske materiale, der kan matche tidens trang til opmålinger, reduceringer, vurderinger og bedømmelser. Som sådan burde bogen ligeledes være pligtlæsning for politikere og skoleledere.