Anmeldelse
Det moderne Mellemøsten
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En bog om Mellemøsten kan næppe være mere aktuel end nu. Denne bog er fremragende. Man fristes til at sige, at det er bogen om Mellemøsten.
Historisk set er Mellemøsten en engelsk opfindelse, idet området lå mellem det fjerne Østen og det nære Østen, nemlig Balkan og Tyrkiet. Med dette som udgangspunkt gennemgås områdets historie, kultur og migrationen og de problemer, der er forbundet dermed.
Bogen er inddelt i fire hovedkapitler: "Det moderne Mellemøstens opståen og udvikling", "Islam i Mellemøsten og i verden", "Mellemøsten og omverdenen" og "Den arabiske verden - fra Syrien til Marokko".
Samtlige kapitler er et væld af viden med en meget grundig kildeanvisning, men især afsnittet "Mellemøsten og omverdenen" bør fremhæves. Dette kapitel understreger blandt andet islams betydning. Islams tidligere succes i historisk forstand betød netop en styrkelse af den politiske mission i den religiøse lære.
Illustrationerne er velvalgte. En selvmordsbomber fra hitzbolla-militsen leder tanken hen på, at manglende uddannelse er en væsentlig og frugtbar grobund for fundamentalistiske bevægelser. En anden illustration virker noget patetisk, men har givetvis sit publikum. Der er tale om en plakat med Osama bin Laden som korstogsridder - det minder mest af alt om en filmplakat fra en fjern fortid med Valentino i rollen som ørkensheik.
Bogen er en sprogæstetisk nydelse. Man fornemmer forfatterens engagement med hensyn til både indsigt, viden og formidling.
Bogen er tilpasset ungdomsuddannelserne, hvor det flerfaglige er i fokus.