Stig Andersen 50 år

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stig Andersen, som er medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse og forretningsudvalg og desuden er formand for fagligt udvalg, fyldte 50 år torsdag den 9. oktober.

Stig Andersen har været medlem af hovedstyrelsen siden 1988, hvor han forinden havde bestridt posten som formand for Silkeborg Lærerforening i seks år. Han blev uddannet som lærer i 1971, og kun to år efter startede hans fagpolitiske karriere. I sin tid på Sejs Skole har han været tillidsrepræsentant og lærerrådsformand, og han har også haft hvervet som redaktør af det lokale fagblad.

I Danmarks Lærerforening er Stig Andersen kendt for altid at være velforberedt og velargumenterende. Han er meget målorienteret, men i en venlig og humoristisk tone. Han er en god talsmand for sit bagland og i den turbulente periode efter overenskomstforhandlingerne 1995 respekteret for at kunne samle udvalg og hovedstyrelse på en lang række vitale områder.