Samarbejde om indskoling
DLF's politik hilses velkommen i Børnehaveklasseforeningen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Børnehaveklasseforeningen holdt repræsentantskabsmøde i Middelfart den 3. og 4. oktober.
Foreningens formand, Aase Lysdahl, bad i sin mundtlige beretning de fremmødte tage stilling til to vigtige punkter. Hun spurgte:
- Kan vi som forening støtte Danmarks Lærerforenings politik vedrørende samarbejdet om indskolingen, eller
- Kan vi støtte BUPL's, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, politik - hvor samarbejdet mellem skolefritidsordning(SFO), børnehaveklasse, 1., 2. og 3. klasse skal ind i mere faste rammer?
Aase Lysdahl tog allerede for to år siden hul på en debat, som skulle slå fast, hvor børnehaveklasselederne - med deres pædagogiske baggrund - hører til. Derfor hilser Børnehaveklasseforeningen DLF's imødekommenhed i samarbejdet om indskolingen velkommen.
Den politik, Aase Lysdahl talte om, er nærmere beskrevet i fire punkter, som blev fremlagt af Rigmor Jark fra Danmarks Lærerforening. De hedder:
- Undervisning er folkeskolens centrale aktivitet
- Pædagoger i indskolingen skal være børnehaveklasseledere
- Samarbejdet mellem de personer, der har ansvaret for børnenes hverdag, skal kvalificeres og struktureres
- Der skal være forskel på skole og fritid.
Rigmor Jark kom også med nogle bud på, hvordan politikpunkterne kan efterleves i praksis. For eksempel foreslås det nuværende minimumstimetal sat op fra 20 til 25 timer i hele indskolingen for at fremme undervisningen som folkeskolens centrale aktivitet. Rigmor Jark anbefalede desuden, at der ikke benyttes undervisningslokaler til SFO'en.
Aase Lysdahl talte imod helhedsskolen - eller heldagsskolen. Hun sagde:
- For et års tid siden, da de to formænd fra henholdsvis BUPL og DLF var på forsiderne af aviserne med hver deres synspunkter vedrørende heldags- eller helhedsskolen, blev jeg også ringet op af en journalist, som mente, at der var en god historie i, at børnehaveklasselederne stod som en lus mellem to negle - med vores pædagoguddannelse og som medlem af Danmarks Lærerforening.
Debatten gik på, at det var en kamp om stillinger.
- Jeg vil selvfølgelig også- som formand for Børnehaveklasseforeningen - få skudt i skoene, at det også for os handler om stillinger, når jeg siger nej til heldagsskolen.
Hvis det er et spørgsmål om, at jeg ønsker, at børnehaveklasselederne med deres erfaring og ekspertise på området fortsat skal varetage arbejdet i børnehaveklassen - så ja!
Men det er ikke grunden til mit nej til heldagsskolen.
Det har altid været min grundholdning, at der skal være forskel på skole og fritid, sagde Aase Lysdahl.
- Også derfor hilses Danmarks Lærerforenings politiske punkt om, at der skal være forskel på skole og fritid, velkommen.