Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Viceskoleinspektør på Slotsmarksskolen i Holbæk Ole Kern Hansen er pludselig død få dage efter at være fyldt 60 år.
Det kom som et chok for alle ansatte på Slotsmarksskolen i Holbæk, da vi fik meddelelsen om, at Ole Kern Hansen ikke længere var iblandt os. At han ikke var rask de seneste par måneder, var vi nok en del, der vidste, men hvor galt det var, skulle komme til os som en smertefuld erkendelse.
Ole Kern Hansen kom til Slotsmarksskolen i 1961 som nyuddannet lærer fra Skårup Seminarium, og han var således den ansatte ved skolen, som havde været her længst. Hans hovedfag var fysik og matematik, men han var også en særdeles kyndig og inspirerende biolog. Han var en fin botaniker, en kyndig indsamler af spisesvampe, og han kendte fuglene på deres flugt. I en del år ledede han valghold i feltbiologi.
Også musikken havde hans kærlighed, det var mest danske sange, og når - under selskabelighed i hjemmet - hans hustru, Gerda, satte sig til klaveret, hændte det ofte, at han fandt sin seminarieviolin frem. Det var i de første mange år, senere skiftede Ole Kern violinen ud med en sav fra Sandvik AB Sweden.
I 1979 blev Ole Kern Hansen viceskoleinspektør på Slotsmarksskolen, og i det embede forblev han indtil sin alt for tidlige død. Han var engageret og pligtopfyldende og god at tale med for elever og forældre, men sandelig også for kolleger ved skolen. Ole Kern var god til at lytte, og hans vejledning var gennemtænkt og jordbunden. Han var ganske god til mennesker.
Og han var god med sine hænder. Huset på Lundemarksvej byggede han selv. Skolens verden er en lukket verden, mest tales der om børn og forældre og pædagogik og lærebøger. Det er befriende også at tale om andre ting, mursten for eksempel, profilbrædder, søm, alkydmaling, messingskruer. Måske bliver den daglige undervisning ligefrem bedre af det, hvem ved?
I denne tid går vores tanker til Ole Kern Hansens efterladte. Hustruen, Gerda Kern, som har arbejdet ved Holbæk Musikskole i mange år, og børnene Tine, Jesper og Dorthe. Samt de seks børnebørn, som bedstefar ofte talte om.
Æret være Ole Kerns minde.
På kollegernes vegne
Ole Lauring