Så tog vi vores dolke, og så gik vi lige ind

En gruppe seksårige børn leger på børnehavens legeplads:

Theis: 'Hvad skal vi være?'

Børnene begynder at digte.

'Nogen er gode, nogen er onde. Nogen er oppe på taget. Men så kommer mig og Janus', siger Theis. 'Så så jeg, der var noget'.

'Så så jeg nogen ben'. 'Døren var kun lige åben, så jeg kunne komme ind'. 'Janus, kom med din kniv!'

Der er en slags lille tunnel ved rutschebanen. Dér kravler de: 'Så tog vi vores dolke, og så gik vi lige ind'.

Theis: 'Så går du den anden vej, så går jeg den tredje vej'.

En af pigerne: 'Og vi kunne ikke sove om natten'. Theis: 'Nu tabte jeg min kniv, men den så I ikke! Jeg går hen og snupper min kniv!'

Pigerne sidder nu under en parasol ved siden af rutschebanen. Theis står bag pigerne med to dolke (skovle). 'Jeg var lige ved at stikke dolkene i jer. Vi listede os hen og tog det, I havde i hånden. Vi gik også hen og tog det, I havde, da I gik tur'. En af pigerne siger: 'Men det var først til sidst'.

Sandra spiller en del af det forløb, som er aftalt: Sandra går, og imens hun går, taber hun sin broche. Theis springer hen og tager den...

Som voksne mennesker går vi ud fra, at tingene er, som de fremtræder. Men børn ser det, der ligger bag. Det fremgår tydeligt af deres leg, siger småbørnsforskeren, seniorforsker, mag.art. Sven Thyssen, fra Danmarks Pædagogiske Institut. Han har i årevis observeret børns leg, blandt andet i forbindelse med sin deltagelse i projekt 'Omsorg for de to-seks-årige' og 'Kvalitet i barnets liv i daginstitutionen'.

- I legen har børnene en idé om et tema, som de realiserer i et legeforløb, som de aftaler og udfører på dramatisk måde: Skovlen bliver til en dolk, drengene til farlige røvere og så videre. Det forestillede knyttes som betydninger til legehandlingerne og de forskellige ting, der indgår i legen. Det er ikke kun Theis, der 'ser' legeskovlen som dolk, men også de andre børn. Børn har ikke problemer med at forestille sig - og heller ikke med at virkeliggøre, siger Sven Thyssen.

- Man kan sige, at børnene i denne aldersperiode skaber en særlig verden for hinanden - en legekultur, hvor legen er en slags model for vor fælles virkelighed. For at kunne foretage denne konkrete udformning af legeideen må børnene tænke og løse problemer. I denne tænkeproces er bevægelsen fra idé til den konkrete udformning særlig vigtig. Legen bliver i praksis en måde at erkende verden på, og selvom erkendelsen ikke er børnenes bevidste formål med legen, gør planlægningen og udførelsen af legen det nødvendigt for børnene at foretage en abstraktion og finde frem til det væsentlige ved figurerne eller genstandene i legen, forklarer Sven Thyssen.

Når børn for eksempel byger en lufthavn af Lego, beskæftiger de sig med to ting påén gang: Hvad er det væsentlige for en lufthavn - og hvordan bygger vi den? Både modellen og den virkelige lufthavn.

- Det er en meget avanceret måde at tænke på, som viser, at børn har store potentialer. Hvorfor bruger man ikke i højere grad det potentiale i skolen ved at udnytte deres evne til at skabe modeller, analysere og udforske virkeligheden? spørger Sven Thyssen.

Som forsker har han beskæftiget sig med skolen gennem projekterne 'Skolestart og motivation' og børns 'Personlighed og motivation i de første skoleår'. På denne baggrund udgav han for et halvt år siden et skrift, hvor han stillede spørgsmål ved, om skolen i tilstrækkelig grad bruger de seksåriges evner for den udforskende virksomhed, der udvikles i legen:

- I skolen anlægger man overvejende et undervisningsperspektiv. Barnet ses som deltager i undervisning og som elev. Men den afgørende faktor for barnets læring er barnets egen aktivitet. Et andet menneske kan ikke lære for barnet - det er et arbejde, kun barnet selv kan gøre.

Jeg fulgte i 80'erne danskundervisningen i en skole i Hvidovre fra 1. til 3. klasse i forbindelse med et projekt, der handlede om udvikling af børns arbejdsmåde og motivation, og hvordan man kunne tilrettelægge undervisningen, så børn blev engagerede ud fra deres eget arbejde. Vi arbejdede med grammatik, altså forholdsvis abstrakt teori om sprogets opbygning, og brugte modeller for eksempelvis verber og substantiver for at afdække betydningen af ordenes forskellige dele. Vi prøvede at finde frem til en undervisningsform, hvor børnene undersøgte og forstod strukturer og relationer mellem ord og sætninger i stedet for blot grammatiske regler: Hvad består ordene af, hvad fortæller de enkelte dele og endelser og så videre. Hvordan fortæller man med et ord, at der er flere af én ting? På den måde gjorde vi børn aktive i processen. Børnene havde ingen problemer med at forstå det, understreger Sven Thyssen.

- Som jeg ser det, stiller skolen kun børnene over for praktisk opgaveløsning. Men man kunne også gå en anden vej. Så ville børn få et analyseredskab, en dybere indsigt i, hvordan ord er bygget op. De ville få en dybere forståelse af, hvad skriftsprog er, og det ville udvikle deres tænkning. Og de ville ganske givet være bedre stillet, når fremmedsprog kom på tale, mener Sven Thyssen.

Når man diskuterer læsefærdigheder, synes jeg, det sker uden at overveje, hvad det vil sige at lære noget, at udvikle. Jeg mener, det er et problem, hvis skolens undervisning går for meget ned i børnehaveklassen, uden at man overvejer, hvad der er vigtigt for børn. Hvordan tænker de? Hvordan tilegner de sig viden? Er det godt for børnene? Vinder man noget ved det?

- Det er jo ikke bare sådan, at bare man begynder tidligere, får man bedre resultater. Arbejde med sproglig opmærksomhed er utvivlsomt godt for børnene. Men det er vigtigt også at inddrage de potentialer, børnene har.

- De evner til at abstrahere, som de seksårige viser i legen, betyder jo ikke nødvendigvis, at vi bare kan dirigere dem til at abstrahere. Måske skal der specielle betingelser til, for at de kan abstrahere. Betingelser, der minder om legens. Børn i seksårsalderen er meget optagede af det dramatiske og har en evne for det. De er optaget af vulkaner og dinosaurer og spørgsmål om liv og død og reflekterer over det i dramatiske eller fantastiske perspektiver. Men ser man på de undervisningsmaterialer, der anvendes i skolerne på de indledende klassetrin, orienterer de sig mod et barn, som hovedsagelig er i stand til at beskæftige sig med de konkrete sider af livet. Og troen på, at det forholder sig sådan, betyder måske, at barnet ikke får den støtte, det har brug for til at fantasere, udforske og forestille sig, siger Sven Thyssen.

Børn vil gerne tænke og gå på opdagelse. Men hvis de kun mødes af trivialiteter, når de tænker og går på opdagelse, ender de med at kede sig. Menneskets engagement kræver at blive udfordret, ellers forsvinder det, siger Sven Thyssen.

Som et vellykket eksempel på en undervisning, der lader børnene selv gå på opdagelse og udfordrer deres kreativitet, fantasi og intellekt, refererer Sven Thyssen til et forløb, som den russiske psykolog Lada Aidarova gennemførte i forbindelse med modersmålsundervisningen i 1. klasse. Hun ville give børnene en generel forståelse af, at sprog er kommunikation -én måde at kommunikere på blandt andre:

- Børnene skulle forestille sig, at de var indfødte et fjernt sted. Deres forældre var forsvundet, og børnene var alene. Hvordan skulle de få noget at spise? De var nødt til at gå på jagt, men de vidste ikke, hvordan man gjorde. De vidste blot, at der i nærheden var en klippehule med hulemalerier, der beskrev, hvordan man jager dyr. En gruppe børn blev sendt af sted til hulemaleriet og tilbage igen for at gengive informationerne for de andre børn. Der var blot ét minus. Børnene havde ikke noget talesprog, så de skulle forklare det på en anden måde. Da børnene kom tilbage, dansede og mimede de, hvordan de jagede dyrene.

- Det gav børnene en forståelse for, at kommunikation og meddelelser er mange ting. Og derfra kunne de gå videre til sproget . . .

Jeg synes, det er et skægt eksempel på, hvordan leg kan give børnene en dybere indsigt og forståelse. Det er samtidig en leg, der ligger fint i forlængelse af det engagement, børn har i det dramatiske og ukendte, mener Sven Thyssen.

- Hvordan vil du karakterisere de børn, der begynder i skolen?

- Det seksårige barn er eftertænksomt, fornuftigt og filosofisk. Det ønsker at have kompetence og vil gerne fremstå som vidende, og det er interesseret i vor fælles verden og vil gerne gå på opdagelse med og forstå den voksne. Det er nysgerrigt og dramatiserer sit liv. Det vil gerne springe højt, løbe langt, præstere meget og være dygtig og tænker meget over tingene - og over sine relationer til andre: Hvad må man gøre og ikke gøre? Hvornår handler man forkert over for sine venner? 'Kan du ikke godt forstå, jeg blev sur, da hun gjorde sådan og sådan?' lyder et typisk spørgsmål. Det forholder sig ikke bare til det konkrete, men til det moralske indhold: Hvordan skal man være?

- Mens de fireårige prøver at inddrage de voksne i deres verden og til at tage del i deres leg, vender de seksårige sig udad mod verden, men har stadig brug for den voksne som støtte.

- Det er virkelig en stor omvæltning at komme fra børnehaven til skolen, erklærer Sven Thyssen.

- I børnehaven lever de et beskyttet liv, hvor der ikke stilles krav til dem. I skolen står de for første gang i deres liv alene over for samfundet. De skal lære. Det er der ingen, der kan gøre for dem. Nu er det dem som enkeltpersoner, der skal stå til regnskab for læreren. Det må føles ensomt!

- Men det er heldigvis en erkendelse, der ligger i vor skoletradition. Vi stiller krav, men vi prøver at gøre det menneskeligt. Samtidig er børnene som seksårige kommet i den alder, hvor de kan klare og er interesserede i at leve op til krav. De vil gerne. Og de skaber et fællesskab omkring deres nye liv, hvor de sammen engagerer sig i livet i klassen. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om de forstår det indhold, der ligger i de krav, vi stiller. Og om de imødekommer de potentialer, børnene har?

- Danmarks Pædagogiske Instituts direktør, Lars-Henrik Schmidt, siger gerne: 'Husk, det er et barn, der er elev. Det er et liv for barnet at gå i skole.' Det synes jeg er en god pointe.

- Man er tilbøjelig til at se læring i lyset af undervisning. Men man må også se på, hvad der er barnets engagement. Læring er ikke en automatisk følge af undervisning, men det er en speciel aktivitet, børn udfolder.

- Det er den, man må vide mere om. Hvad er det for processer? Hvad er vigtigt for barnet, og hvordan får barnet udnyttet sine potentialer bedst muligt?

Annette Wiborg er freelancejournalist

Sven Thyssen: 'Fra børnehave til skole - med barnet på opdagelse'. Danmarks Pædagogiske Institut, 1996.

Den afgørende faktor for et barns læring er barnets egen aktivitet. Læring er ikke en automatisk følge af undervisning, det er en speciel aktivitet, børn udfolder