Fogh ønsker formålsparagraf
Folkeskolens formål skal være mere fagligt, siger statsministeren
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det stod ikke i regeringsgrundlaget, at folkeskolen skal have et nyt formål. Men regeringen vil nu ændre skolens formålsformulering for at »styrke fagligheden«.
»Faglige kundskaber er afgørende. Her skal folkeskolens formål være krystalklart«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale til Folketinget. Han har fuld opbakning fra Dansk Folkeparti, der er med i folkeskoleforliget.
»Jeg er fuldstændig enig. Det afgørende i dag er, at børnene lærer noget i folkeskolen«, siger Søren Krarup, der afløser Louise Frevert som uddannelsesordfører.
»Det er selvfølgelig en kritik af den formålsparagraf, der gør elevernes personlige, alsidige udvikling til det afgørende. Det er også Haarders hensigt. Det er en kritik af, at man gør psykologiske, mentale ting til folkeskolens formål. Formålet er naturligvis at lære eleverne noget. God og alsidig udvikling kommer af, at man virkelig har et sagligt mål, som man arbejder med og kan opfylde«, tilføjer Søren Krarup.
Det andet parti i forligskredsen, Socialdemokraterne, er mere forbeholdent.
»Vi mener, at den personlige, alsidige udvikling og det faglige skal være ligeværdige størrelser. Hvis kundskaberne skal vægte mere, så er vi ikke med«, siger uddannelsesordfører Christine Antorini.
»Vi føler, at vi er dækket ind med den nuværende formålsparagraf, men nu må vi se, hvad undervisningsministeren kommer med«.
Margrethe Vestager - uddannelsesordfører for De Radikale, der står uden for forligskredsen - er desillusioneret.
»For Venstre er folkeskolen blevet et symbol på, at der styres, sikres og gøres noget målrettet. Der er ikke meget tilbage af det Venstre, som vi har ført uddannelsespolitik med i 100 år. Anders Fogh siger: 'Vi vil styrke fagligheden, så vi kan få en skole, vi er stolte af'. Jeg er stolt af den skole, vi har, både som forælder og som politiker«, siger hun.
Regeringen vil fremlægge lovforslag om en ændring af formålsparagraffen i december.
jvo@dlf.org
»Anders Fogh siger: Vi vil styrke fagligheden, så vi kan få en skole, vi er stolte af. Jeg er stolt af den skole, vi har, både som forælder og som politiker« Margrethe Vestager