Jeg kan næsten ikke overvinde mig selv til blot at åbne mit eget fagblad. Det er så kedsommeligt, og jeg synes ikke, det rigtig har noget med mig at gøre. Og på de punkter ligner det vist så mange andre fagblade.

Men det behøver ikke at være sådan. Det beviser Folkeskolen en gang om ugen. Jeg læser i det, hvis jeg overhovedet kan overkomme det. Det er vedkommende. Det er velskrevet. Det er provokerende. Det ægger til modsigelse, men også til medsigelse. Det giver varmen i denne kolde tid.

Tag nu nummer 38, der udkom 23. september. Hovedtemaet var den høring om Pisa, som Folketingets uddannelsesudvalg havde holdt. Pisa, som bruges til at legitimere det ene overgreb efter det andet på folkeskolen, sidst haglvejret af nationale test. Pisa går ikke ind for nationale, tvungne test, men for at lærerne tester med egne test i den løbende undervisning.

Pisa viser, at den danske skole er ringere til at bryde negativ social arv end den finske, har man hævdet. Nej, svarede professor Peter Allerup fra Danmarks Pædagogiske Universitet - og medansvarlig for Pisa - det statistiske grundlag for definitionen af mønsterbrydere i Pisa er for primitivt.

Folkeskolen bragte også et langt interview med lektor Frans Ørsted Andersen, som også var med på høringen. Han forsker i den finske skole og fremhæver, at skoleledere i Finland underviser og hilser på hvert enkelt barn hver dag, og at lærerne er fagligt bedre kvalificerede end deres danske kolleger. Vigtigt at få frem.

Men han nævner ikke, at den såkaldte forskningsmetode bruges meget i finsk begynderundervisning: at børnene altså søger svar, hvor de i traditionel undervisning får svar. Det er spændende at søge svar, og det passer godt med det, børnene har lavet i gode børnehaver, men det er kedsommeligt at få svar, særligt på spørgsmål, man slet ikke har stillet, ja, end ikke har drømt om at stille.

Desværre lancerer han endnu en gang den gamle traver om, at progressiv undervisning med grupper og team og vægt på børnenes initiativ ikke kan »fange op«, hvordan man opdrager børn i indvandrerkulturen eller i socialgruppe fem, som han siger. Skal undervisningen da ligne autoritær opdragelse med skældud og »din vilje ligger i min lomme«, for at underprivilegerede børn kan få udbytte af den? Det kan lektor Andersen vel ikke mene? Netop de børn, der ikke bliver lyttet til og leget med og undersøgt med derhjemme, har en særlig ret til at blive lyttet til og leget med i skolen, og de hungrer naturligvis efter det.

Men vi falder nemt for eller forfalder til de gode, gamle autoritære metoder. Selv stod jeg forleden og underviste en flok studerende med mange pædagogiske, aktiverende spørgsmål indimellem. Først spurgte én: »Du ved det godt selv, ikke også?« Den klarede jeg. Men så kom dræberen: »Er der ikke gået lidt jeopardy i den?« Og der stod jeg. Afsløret. Men spørgeren havde som dreng også gået i en skole med frihed, grupper, udeliv og undersøgelser.

For læreren kan de gamle metoder være nemmere. Og for forældrene kan det være mere trygt, for det ved man da, hvad er. Og når så også fleksible og omstillingsparate forskere kan vise, at det egentlig progressive nok nærmest er at være reaktionær, ja, så er det ikke nemt for de tusinder af lærere, der drømmer om og arbejder for en bedre, friere og mere munter skole.

I det samme nummer af Folkeskolen fortælles det også, at Frit Oplysningsforbund nu arrangerer kurser, hvor forældre kan lære at hjælpe deres børn med lektierne. Hvad med at lave frikadeller sammen i stedet for? Eller lege sammen? Eller spille spil? Mon ikke børn, der laver frikadeller og leger med deres forældre, bliver bedre til at læse end børn, der bliver holdt til lektierne?

En lille dreng på halvandet år havde været med til at lave totempæl til indianerprojektet i daginstitutionen. Pædagogen var på ferie i to uger. Da hun kom tilbage, sagde han ivrigt: »Hammer, hammer, banke!« Glæden og intensiteten havde været så stor, at han i over to uger tydeligt huskede det dejlige, de havde lavet sammen. Når han støder på ordet hammer i en tekst om mange år, vil han opleve meget mere end den, der aldrig har hamret. Den vigtigste læseforberedelse sker i småbarnsalderen.

Ja, det er kolossalt, hvor mange tanker Folkeskolen kan sætte fart i. Sikken et fagblad!

Erik Sigsgaard er lektor og forsker ved Center for Institutionsforskning ved Højvangsseminariet