Hvis man strammer det op, kan man hævde, at tre dagsordener for tiden slås om uddannelsespolitikken i Danmark: »Kompetence-skolen«, »dannelses-skolen« og »den boglig skole«.

»Kompetence-skolen« sætter eleven i centrum. Det er en »fleksibel« skole uden traditionelle klasser, men med hold og grupper. Howard Gardner og Rita Dunn er guruer for tilhængere af den skoleform, som KL er en stærk fortaler for. Hellerup Skole er det bedst kendte eksempel, men mange andre skoler og hele skolevæsener forsøger i disse år at indføre den fleksible skole i forskellige varianter.

Venstre var indtil sommerens landsmøde tilhænger af denne moderne skole, der har individets frie udfoldelse som mål, men er nu tilsyneladende slået over i et mere traditionelt skolesyn, der ser klassefællesskabet som et organiserende princip.

»Dannelses-skolen« sætter firkantet sagt demokratiet i centrum. Eleverne skal selvfølgelig lære at læse og skrive og regne, siger fortalere for denne form. Men de skal også dannes til gode demokratiske borgere og livsduelige mennesker.

Det sker bedst i skoleklassens mangfoldighed af elever, der kommer fra forskelligartede hjem, og som er udstyret med forskellige evner og muligheder. Eleven kan så i klassefællesskabet lære at respektere og tolerere anderledes mennesker og lære at samarbejde, med hvem det skal være.

Skolen ses som en kulturbærende institution, der videregiver en demokratisk kultur til næste generation. Danmarks Lærerforening har med pjecerne om »Fællesskabets skole« en aktie i denne måde at se skolen på.

»Den boglige skole« som af og til også kaldes den sorte skole sætter økonomien i centrum. Viden og uddannelse skal redde forretningen Danmark i den internationale konkurrence. Det ser ikke for godt ud, når man kikker på Pisa, mener blandt andre regeringen, embedsmænd i Finansministeriet og flere lederskribenter og kommentatorer. Derfor skal »fagligheden« styrkes.

I virkelighedens verden står synspunkterne selvfølgelig ikke så skarpt over for hinanden, og der er forskellige blandingsformer, men tegningen er alligevel så klar, at CVU Sønderjylland just har afholdt en konference, »Folkeskolens værdikamp«, om netop de tre positioner.

Skolen skal udvikle kompetencer

Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Per Fibæk Laursen, holdt oplæg om kompetence-skolen. Han er med i Skub-projektet i Gentofte Kommune og har været med til at introducere Gardners teori om de mange intelligenser i Danmark.

»Hvis der skal være et samlende begreb for folkeskolen, så skal det i dag ikke være dannelse, men kompetence«, sagde Per Fibæk.

Han mener, at dannelsesbegrebet er forældet. Det stammer fra 1800-tallet og gled ud af uddannelsesdebatten i 1960erne og 70erne, men har nu fået en renæssance.

»Men det skal ud igen«, pointerede han. »Kompetence er bedre. Det er mere moderne. Det betyder, at man lærer eleverne at bruge deres viden til noget. Det er et handlingsorienteret begreb, og det er heller ikke belastet af dannelsesbegrebets elitære fortid«.

Per Fibæk mener endvidere, at skoleklassen som didaktisk størrelse er forældet.

»Der er en tendens til at sætte lighedstegn mellem nationen og skoleklassen«, sagde han. »Det er al ære værd at ville opdrage eleverne til at fungere i et fællesskab, men klassen er altså en tilfældig administrativ enhed. I det moderne liv skifter fællesskaberne hele tiden. Derfor skal vi hellere opdrage eleverne til at overleve i skiftende fællesskaber«, sagde han.

»Vi må gøre op med de varme floskler om kollektiviteten og respektere den individualisme, der i dag er et vilkår både i skolen og udenfor«, tilføjede han.

»Vi skal værdsætte, at vi tænker og lærer forskelligt. Betragte mangfoldigheden som positiv. Før var ønskedrømmen en homogen klasse, hvor alle elever har samme behov. Sådan har virkeligheden aldrig været, men det har været betragtet som det ideelle. Det er forståeligt, for rummelighed er en stor udfordring«.

Den største uddannelsespolitiske værdikrise i øjeblikket er i virkeligheden politikernes passivitet med hensyn til de 15-20 procent af eleverne, der går ud af skolen uden at kunne læse og skrive ordentligt, mener Per Fibæk Laursen.

»Det er det største problem både etisk og økonomisk. Det er dybt beklageligt. Politikerne burde blæse til samling for at løse det problem. Og det er ikke umuligt. Vi kan måske ikke komme helt ned på nul, men for få årtier siden var tallet 40-50 procent, så det er ikke en umulig opgave. Men der mangler politisk vilje«, sagde Per Fibæk.

Han mener, at undervisningen skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs styrkesider og særlige kompetencer. Skolen skal koncentrere sig om elevernes »viden og kunnen, så de kan blive aktive borgere i et demokratisk samfund«. Skolen skal derfor afvise alle sekundære opgaver som fedme og kondition.

Skolen skal danne eleverne

Lektor i historie og tysk ved Sorø Akademi, Michael Pihl, skulle repræsentere dannelses-skolen.

»Det nye er, at andre end venstreintellektuelle akademikere nu præger debatten«, sagde han. »Flere forsvarer i dag det nationale kulturfællesskab som grundlag for demokratiet og velfærdssamfundet«.

Michael Pihl gjorde opmærksom på en ny alliance mellem klassiske socialdemokrater som Karen Jespersen, Ralph Pittelkow og Erik Meier Carlsen og nationalkonservative som Søren Krarup og Morten Hesseldahl.

»I forsvaret for et fællesskab er der flere lighedspunkter end forskelle imellem den konservative og den klassiske socialdemokratiske kulturopfattelse«, uddybede han.

»Begge positioner befinder sig desuden i opposition til den toneangivende holdning blandt magthaverne i det uddannelsesbureaukratiske system«, tilføjede Michael Pihl.

»Der er ikke nødvendigvis noget paradoksalt i, at en gammel maoist som Torben Weinreich, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, nu forsvarer kulturfællesskabet, men det er klart, at han med sit engagement for en litterær minimalkanon for danskfaget har gjort sig til kætter i det udpræget kulturrelativistiske miljø, som han er en del af«, ræsonnerede Michael Pihl.

»Jeg plæderer ikke for blot og bar tilbagevenden til kongerække og salmevers. Men jeg vil fastholde skolens forpligtelse på at formidle en fælles dansk kulturarv og historie. Af hensyn til fællesskabet, men også af hensyn til elever med andre kulturbaggrunde for kun gennem for-ståelse af kulturen og historien i det land, hvor de er vokset op eller har valgt at slå sig ned, kan integration finde sted og en tværkulturel samtale opstå. Det drejer sig altså om, at alle så at sige får en fælles referenceramme«, pointerede Michael Pihl.

»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke taler for en selvtilstrækkelig, selvhævdende nationalisme. Jeg taler for en almendannelse, der rent faktisk er almen og netop har rod i en fælles dansk kultur. Som bygger på kundskaber, indsigt og rodfæstethed«.

En ny formålsparagraf for folkeskolen »burde altså utvetydigt forsvare en fælles dansk kulturarv og referenceramme og forpligte lærerne på et minimum af et fælles pensum«.

Og så skal fokus tilbage til kundskabsformidlingen efter Michael Pihls mening. Skolen er i øjeblikket fejlfokuseret på elevens personlighedsudvikling. Ritt Bjerregaard satte dette kursskifte i gang med skoleloven i 1975, og KL fortsætter det nu i et »vidtgående skoleeksperiment, hvor elevernes sociale kompetencer og omstillingsparathed vægtes lige så højt eller højere som faglige kundskaber«.

»Når kompetencetænkning og omstillingsparathed gøres til bærende konstruktioner i skolen, er der al mulig grund til at være på vagt. Især over for det halvtotalitære menneskesyn, der ligger bag ønsket om at nedtone kundskabsformidling til fordel for udklækning af en ny, socialt kompetent mennesketype: Det bøjelige, fleksible og omstillingsparate menneske. Med andre ord mennesket uden historie, kultur og tradition«.

Den boglige skole

Kommentatoren, ph.d. i sociologi Henrik Dahl, mener, »at skolens formål er at fungere som skole den er ikke underholdning. Eleverne skal sidde på hårde stole og kæmpe med stoffet, når det gør modstand. Eleverne skal lære disciplin«. Skolen skal formidle kundskaber, kompetencer, kreativitet og kultur til eleverne.

Skolen blev kørt af sporet af Den Blå Betænkning i 1960, mener Henrik Dahl. Siden er der gået for meget rundbordspædagogik i den, og skolen er samtidig blevet pålagt alt for mange ekstra opgaver som for eksempel børnenes sundhedstilstand.

»Listen over ting, som den stakkels lærer skal tage sig af, er så lang, at det er frokost, inden han er kommet igennem, og så er der kun et par timer tilbage til at lære eleverne at læse og skrive«, sagde Henrik Dahl.

»Skolen skal være skole, ikke alt muligt andet. Ikke familie, ikke stat, ikke universitet, ikke højskole, ikke underholdning, men skole. Skolen skal have sin frihed tilbage«, fastslog han.

Omkring 100 deltog i konferencen, der også bød på replikker af tidligere studielektor Holger Henriksen, tidligere højskoleforstander Hans Henningsen og dr.pæd. ved Danmarks Pædagogiske Universitet Ove Korsgaard samt debat. Det var mestendels seminarielærere og lærerstuderende, der var til stede. Hvorfor næsten ingen folkeskolelærere, når nu selve meningen med folkeskolen er på dagsordenen?

»Man overkommer som lærer ikke den debat, fordi man har nok at gøre med bare at få tingene til at fungere i den daglige undervisning«, siger Kirsten Stubben, der er viceinspektør på Daugård Skole i Hedensted Kommune og studerende ved CVU Sønderjylland.

»Ærgerligt nok, for den slags overordnede diskussioner kan netop hjælpe til med at få det daglige arbejde til at glide bedre. Men mange skoler mener så heller ikke, at de har råd til at sende lærere af sted«, tilføjer hun.

jvolsen@dlf.org