Forskere i Japan har registreret, at jorden synger. Gennem komplicerede målinger har man været i stand til at optage jordens sang. Det rørte mig dybt, da jeg i radioen hørte afspilningen. Det lød, som om 10-12 tangenter på et orgel blev presset ned på en gang, men på trods af det var sangen ikke monoton. Det var en vemodig sang og alligevel alt andet end vemodig. Klassisk og ikke klassisk, allegro og andante og alligevel ingen af delene. Mens jeg lyttede til sangen, vidste jeg, at jeg hørte noget, jeg aldrig før havde hørt og måske altid havde hørt. På den græske ø Samos levede der for tusinder af år siden en tænker, der ikke var i besiddelse af andet kompliceret måleudstyr end et veludviklet indre øre. Han kunne høre himmellegemernes sang. Stjernerne og månen bevægede sig, ifølge hans indre øre, i harmonisk runddans om hinanden og frembragte derved en vidunderlig smuk melodi. Men mennesker kunne ikke høre sangen, fordi de var blevet så vant til den. Det er ikke svært at forstå den græske tænker.

Vi kender selv til det at blive så vant til noget, at vi ikke længere lægger mærke til det. De fleste af os er blevet så vant til at leve, at vi er holdt op med at påskønne det. På samme måde er det også gået med forholdet til vor elskede. Vi er blevet så vant til vedkommende, at vi ikke længere hører den søde musik, vi hørte, første gang vi mødte ham eller hende.

Desværre er jeg blevet opdraget sådan, at jeg ikke har lært at høre jorden synge. Mine forældre var døve for både himlens og jordens sang, og deres forældre var også døve, og jeg har på fornemmelsen, at døvheden kom, da vi holdt op med at tro på myterne. I dag lever vi i en afsjælet verden. Der er for eksempel ikke længere musik i et træ. For os er et træ en plante, der kan bruges enten til at give skygge eller til brænde. Men sådan har træet ikke altid været. For de gamle grækere var laurbærtræet en smuk kvinde. Myten fortæller, at en underskøn jomfru ved navn Dafne blev begæret af guden Apollon. Han løb efter hende for at elske med hende, men Dafne ville ikke miste sin mødom. Hun skreg himmelguden Zeus om hjælp, og Zeus forvandlede hende til et laurbærtræ. Når de gamle grækere gik forbi laurbærtræet, hørte de musik. De kunne høre en kvinde synge, og når de tyggede på laurbærbladene, der lignede soltørrede mødomme, blev deres sjæl og krop fuld af noget melodiøst.

Vi fortæller ikke længere myter om vore træer. Vore børn opdrages til gengæld til at katalogisere træer i forskellige grupper. Det samme skete med beretningen om verdens skabelse. Videnskaben har overbevist os om et stort brag, men myten fortæller en anden historie. Guds ånd svæver over vandene som en ouverture. Og ånden synger ned over ødet og tomheden. I myterne om verdens skabelse, hvad enten det er den kristne fortælling eller de andre gamle skabelsesmyter, er universet ladet af musik. Indianerne har her i Californien en drømmefanger, som hænger over deres natteleje. Mine nætter var blevet tomme for drømme.

Jeg fortalte om mine genvordigheder til min indianske nabo, og hun forærede mig en drømmefanger i stil med dem, som hendes forfædre havde brugt til at fange drømme med.

Allerede den følgende nat kom der en drøm. Der var få billeder, men meget musik. Træerne sang, bjergene fandt ind som dybe basstemmer. Stillehavet sendte bølger ind mod kysten, der strøg sig mod sandet som violinbuen mod strengen, jorden sendte paukeslag op gennem indtørrede jordskælvsrevner. Min søvn var en koncert. Sangene er der. Jorden synger, himlen synger. Vi er bare blevet så vant til lyden, at vi ikke længere hører den. Der burde være et fag i skolen, der hed poesi. Videnskaben har dræbt myterne. Vi er omgivet af døde ting, der lever deres døde, afsjælede liv. Myterne kan give os sangen og poesien tilbage.

Poul Joachim Stender er dansk præst i Los Angeles