Fluen på væggen

Folkeskolen har besøgt Samsøgades Skole i Århus og som fluen på væggen fulgt den unge lærer og IT-vejleder Anne Malberg på hendes arbejde. Besøget i Århus er det første af tre stop på tre tilfældige skoler hen over landkortet.

The server can not complete your request', står der i en lille boks midt på computerskærmen på skolebiblioteket i Samsøgade.

'Hmm . . . hmm! Det var da fandens', mumler den sortklædte kvinde foran skærmen.

'Velkommen til mobilsvar. Efter tonen kan lægges en besked til det kaldte nummer', meddeler automatstemmen, da den sortklædte kvinde foran skærmen griber telefonen.

'Hej Steen, det er fru Malberg. Jeg sidder og skal arbejde på skolens hjemmeside, men siden kommunikerer ikke med Sektornet. Har du nogen forklaring på det? Du må meget gerne ringe. Jeg er på biblioteket de næste tre timer, og klokken har lige passeret otte denne dejlige onsdag morgen. Hej!'

Fru Malberg lægger telefonrøret fra sig. Hun er 32 år, og frue-titlen bruger hun ledsaget af en ironisk stemmeføring. 1999 er hendes andet år som lærer, og dét, at hun pludselig er trådt ind i en verden, hvor folk i ramme alvor kan finde på at kalde hende fru Malberg, kan stadig få hende til at trække på smilebåndet.

Anne Malberg er lærer og IT-vejleder på Samsøgades Skole i det eftertragtede, gamle øgadekvarter midt i Århus. Denne onsdag skal hun bruge dagens første tre timer i det lille kontor på skolens bibliotek for at arbejde med Internetsider.

Men noget eller nogen har byttet om på rækken af ettaller og nuller inde i computeren, så den er gået i baglås. Derfor forsøger hun at komme i kontakt med skolens 'overnørd', men det er med hendes IT-kollega som med hjemmesiden: Ingen kontakt.

Computerproblemerne virker voldsomt irriterende, men i forhold til de problemer, Anne Malberg vil stå med, inden dagen er omme, er det tekniske bøvl at regne for det rene ingenting.

Et lille flag vifter i hjørnet af skærmen - der er post til hende. Hun har alle sine undervisningstimer i skolens to 10.-klasser. I 10.a, som hun er klasselærer for, har hun et par dage forinden postet klassens årsplan rundt til de kolleger, der har klassen. Flaget fortæller, at der er kommet svar på årsplanen fra en af kollegerne.

Den elektroniske post er effektiv på Samsøgades Skole. Skolen er med på Undervisningsministeriets 'IT-springet'. Derfor har lærerne en computer hjemme, og de er alle koblet op på Internettet.

'Det er genialt', siger Anne Malberg og lader fingeren løbe ned af skærmen for at tælle bevægelserne i den elektroniske postkasse.

'I går skrev jeg ni e-mail til folk, og da jeg kom hjem, havde jeg fået svar på mere end halvdelen. Det fjerner noget stress fra vores skuldre, og jeg behøver ikke genere kollegerne med en masse praktiske detaljer om alt muligt, når de sidder i en hyggelig snak i frokostpausen. Jeg kan mærke, at når jeg har frikvarter, så gider jeg simpelthen ikke det ene møde efter det andet', siger hun.

IT var ledetråden

Anne Malberg er oprindelig handelsuddannet og har arbejdet som sælger for Superfos i Danmark og for en amerikansk koncern i Spanien. Herefter var hun tilbage i Danmark i små tre år ansat i Falck Sikring, hvor hun blandt andet var sekretær for den stedlige regionschef.

Op gennem hele studietiden var IT ledetråden i alle de valg, hun foretog, men fandt kravene og ambitionerne på IT-området små, og blandt andet derfor er hun i år startet på en pædagogisk diplomuddannelse i IT på Danmarks Lærerhøjskole. Ved siden af den selvfinansierede diplomuddannelse modtager hun i forvejen den undervisning, der følger med 'IT-springet'.

'Juhuu, bravo fru Malberg', udbryder fru Malberg selv, da hun med en finger strejfer en tast, så hele den ny tekst til skolens hjemmeside på et splitsekund bliver stedt til evig hvile på den virtuelle kirkegård. Med et 'ja, ja' begynder hun forfra, og da det ringer ud til ti-frikvarteret, har hun ikke det fjerneste imod at afbryde sit samvær med computeren for en stund.

På vej over til lærerværelset runder hun sin 10. klasse, hvor hun finder ugens to dukse. De får i et bestemt tonefald læst og påskrevet samme tekst, som Anne Malberg i morges fik læst af klasseværelsets rengøringskone.

'Jamen, Lise var her ikke', forklarer den ene om den anden og mener dermed at have leveret en rigtig god grund til, at hun ikke selv ryddede op efter sidste time i går.

Ti-frikvarteret kommer for Anne Malberg som alle andre pauser denne og næste dag til på et eller andet tidspunkt at handle om IT. Siddende ved et af de to lange borde i lærerværelsets ikkerygerrum får hun selskab af en af skolens unge, kvindelige lærere. Efter at en lærer i køkkendøren højlydt har efterlyst ejermanden til en ugegammel spegepølsemad i køleskabet, udbryder den unge kollega med mimik og armbevægelser, som havde hun oplevet noget stort og fantastisk:

'Uhhhh, det er så fedt! Det var bare den allerførste gang i går!'

'Hvad!?', spørger Anne Malberg grinende.

'Jeg var på Nettet! For første gang', siger kollegaen og begynder begejstret at fortælle om sine første, usikre skridt ud i den virtuelle virkelighed.

'Jamen, det er godt', siger Anne Malberg på et tidspunkt, 'du skal skynde dig at åbne din første e-mail så. Jeg har lige sendt en til dig'.

'Neej, er det rigtigt', siger kollegaen med barnlig glæde, som skulle hun ind at åbne en gave, mens Anne Malberg forsøger ikke at grine alt for højt.

Med ét slag ser kollegaen imidlertid helt ulykkelig ud.

'Jamen, jeg tror slet ikke, jeg kan finde ud af, hvordan jeg gør', siger hun.

'Jeg skal nok hjælpe dig', siger Anne Malberg med latter og overdrevet moderlig omsorg og ligner én, der ikke synes, det at være IT-vejleder er så træls endda.

Hjemmeside til hver elev

I torsdagens tredje time er hun tilbage foran computeren i biblioteket. Pludselig virker alting - hun kan komme ind og arbejde på skolens hjemmeside helt uden problemer.

'Jeg forstår det ikke. Jeg har intet andet gjort end at gå fra den i et frikvarter. Det betyder, at jeg sidder og ryster lidt i bukserne for, hvorfor jeg pludselig kan komme ind nu? Hvad sker der? Jeg aner det ikke, og frygten er selvfølgelig, at computeren kokser igen på et tidspunkt, mens jeg arbejder på hjemmesiden', siger Anne Malberg.

Hun har ikke ønsket at være teknisk ansvarlig for skolens over 50 computere. Med egne ord er hun ikke nørdet nok til det, og så yder den pædagogiske side af den nye informationsteknologi den største tiltrækning på hende. Hun udgør et lille team sammen med skolens IT-ansvarlige, men fordi han er under et voldsomt arbejdspres, ligger stort set alt det pædagogiske arbejde med Samsøgades Skoles hjemmeside hos Anne Malberg.

'Målet er, at alle skolens klasser og hver elev skal have deres egen hjemmeside', siger hun.

Endnu er skolen langt fra IT-målet. Anne Malberg er ved at lægge billeder ind af alle eleverne på hjemmesiden, og senere er det meningen, at man via billederne på skolens hjemmeside skal kunne klikke sig ind på elevernes egne sider.

'Man behøver ikke at kunne en pind om hjemmesider, man skal bare kunne skrive en tekst. Senere kan eleverne avancere til at sætte et billede ind i en tekst, og når man så ikke synes, det er nok længere, kan man gå ind og lave hjemmesiden selv. Næste skridt er at have et link fra skolens side hjem til sin egen hjemmeside. Men det er klart, at vi så skal kontrollere, om det er sider, vi vil have med at gøre. Der er mange drenge, der sidder og roder med MP3-filer'.

MP3-filer er musikfiler, og da al musik er behæftet med ophavsret, kan en skole svært tolerere, at man kan hente piratkopier af musik via skolens officielle hjemmeside.

'Vi har ikke designet hjemmesiden meget anderledes, end man har valgt at gøre andre steder. Vi har valgt, at den skal være overskuelig og nem at navigere rundt i. Den skal rumme alt, hvad elever og forældre gerne vil vide om skolen, inklusive de ansattes e-mail-adresser'.

10.a er foreløbig en af de få klasser, der har taget hul på at lave en hjemmeside, men det bekymrer ikke Anne Malberg.

'Det skyldes ikke så meget mangel på interesse, men vi er alle hårdt spændt for med IT-kursus, og folk har fået en computer med hjem. Det sluger megen tid. Vi må heller ikke glemme proportionerne: Er vi her for at undervise eller for at lave hjemmeside'.

Jeg henter lige Erik

I spisefrikvarteret når hun at hjælpe to kolleger foran skærmene i skolens pædagogiske værksted, før hun sætter sig med sin madpakke i lærerværelset. En ældre kollega sidder ved siden af, og på et tidspunkt falder samtalen på SkoleKom og Internet. Kollegaen har haft problemer med at få adgangskoderne til SkoleKom til at virke derhjemme, og hun sidder stille og fortæller, hvordan det har fået hende til at føle sig dum og bag om valsen.

'Dum er da det sidste, du skal føle dig. Hvis du vidste, hvor mange herinde der har haft problemer, så ville du ikke skænke det en tanke, at du ikke kunne få det til at fungere. De andre har bare ikke råbt op om det', fortæller Anne Malberg sin kollega, som svarer med et lidt forbavset 'Nå, der kan man se'.

På vej ud fra lærerværelset får hun uden for døren øje på to helt små piger, som også stod der, da hun gik ind. Pigerne vil gerne have fat i en lærer, og Anne Malberg går ind for at se efter ham.

'Ved I hvad, Erik kommer lige om lidt. Han skal bare lige være færdig med at snakke', fortæller hun pigerne, da hun kommer tilbage.

'Men ved du hvad', siger den ene af de små, 'Mette skal hjem til mig i dag, og nu kan hun ikke komme alligevel'.

Der kommer et hulk, så fortrækkes den lille piges ansigt helt, og hun giver sig til at tudbrøle.

'Åh, jeg henter lige Erik til dig', siger Anne Malberg, går ind på lærerværelset og beordrer kollegaen ud for at give førstehjælp.

At det er 10.-klasser og ikke de små, Anne Malberg underviser, er ingen tilfældighed. Dialogen med de unge mennesker sætter hun meget højt.

'Jeg ved, at jeg ikke skal være indskolingslærer. Jeg har to små børn derhjemme, som jeg elsker højt, men jeg ville ikke kunne klare at skulle være mor for 25 flere. Jeg er sikker på, at en 3. klasse kunne tage livet af mig på halvanden måned', siger hun.

Klatten i bogen

'Malberg! Malberg!'

En af de velformulerende og meget talende drenge i 10.a forsøger at trænge gennem larmen, efter at Anne Malberg har givet los for, at klassen kan dele sig i grupper og give sig til at dissekere hver deres tekster. Emnet er medier, og eleverne skal søge efter holdninger i teksterne, der handler om de fremmede i Danmark, genteknologi og Kongehuset. Hun har lige forklaret, hvordan de kan bruge de ti bud om god presseetik i lærebogen som redskab til at vurdere artiklerne, og netop her har den råbende elev et problem.

I det opslag i hans bog, hvor presseetikken befinder sig, sidder en klat af ubestemmelig herkomst, som klistrer siderne sammen.

'Jeg kan desværre ikke være med i gruppearbejdet, for min bog kan ikke åbnes', meddeler han kålhøgen.

'Hvad har du lavet?' spørger Anne Malberg drengen, idet hun tager bogen og forsøger at skille siderne ad.

'Det er ikke mig', siger han, folder armene og smiler tilfreds, mens han kigger på sin klasselærer, som han tror, han har fuldstændig i sin magt.

At pigen ved siden af kigger interesseret med, gør situationen til et af ugens kronede øjeblikke for drengen.

'Nå, så du er helt uskyldig. Altså, havde det været et kulørt blad med damer i, så ville jeg have troet, det var noget slemt noget, det her', driller Anne Malberg med knastør stemme og glimt i øjet, mens hun bøjet over bogen bakser videre med at skille de sammenklistrede sider ad.

Pigen ved siden af kommer med et halvforarget fnis, og bogens ejermand taber underkæben og stirrer med vidtåbne øjne på klatten, som er ved at komme til syne mellem siderne i bogen.

'Gider du lige, hva'' er alt, hvad verdensmesteren fra før får fremstammet til sin klasselærer.

Han ser så sølle ud, mens han forgæves leder efter et slagkraftigt svar, at pigen ved siden af dømmer ham til at være gået helt sukkerkold i hjernen.

'Nu er du altså streng mod ham', siger hun med myndig pigestemme til Anne Malberg, og i et øjeblik lyder det faktisk, som om hun kommer til at tage drengen i forsvar.

I det samme åbenbares det, at det er spildt kakaomælk, der har klistret siderne sammen. Det får lynhurtigt pigen til at melde, at drengen har opbrugt kvoten af moralsk støtte for i dag.

'Så er det dig selv, der har spildt. Det var den dag med Jeanette. I hældte kakao ud over hele bordet!' siger hun spydigt.

De næste to timer har 10.a gruppearbejde, og i de to sidste timer skal der fremlægges. Arbejdet kommer i det store og hele til at leve op til lærerens forventninger. Klassen er i en periode, hvor eleverne endnu er en smule generte over for hinanden. Det er tradition i Århus, at man søger til nye skoler efter 9. klasse, og af de 25 elever i 10.a er kun en lille håndfuld fra Samsøgades Skoles egne 9.-klasser. Derfor er det vigtigt, at eleverne lærer at sige noget over for hinanden.

Ikke alt, hvad grupperne fremlægger, er helt rigtigt, men Anne Malberg lader det passere for at skabe ro omkring elevernes fremlæggelse. Kun når der mangler at blive tændt under diskussionen efter de enkelte gruppers fremlæggelse, blander hun sig for alvor. I den gode debats tjeneste når hun at aflevere synspunkter, som er som talt ud af munden på Enhedslisten, Bendt Bendtsen, Jørgen Estrup og Søren Krarup. Næsten hver gang er der en, der mener, at 'Anne, det kan du ikke mene', og så er diskussionen i gang.

Krav om ekstra indsats

Da hun hen ad klokken halv fire forlader skolen for at holde fri, kan hun se tilbage på en skoledag uden store sindsoprivelser. De kommer først om aftenen, da en elev, der ikke går i 10.a, ringer til hende. Eleven er i en kritisk situation, som med alle midler skal holdes skjult for forældrene. Situationen er på vej til at blive voldsomt tilspidset, og Anne Malberg er den eneste voksne, som eleven tør henvende sig til.

De to føler sig meget magtesløse, fordi de ikke kan få øje på, hvor hjælpen skal komme fra. Det offentlige kunne ved en relativt lille indsats hjælpe, men fordi eleven ikke er myndig, har det offentlige nægtet at hjælpe uden først at kontakte forældrene.

Netop for at forældrene ikke ved et tilfælde skal komme til at læse et af brevene fra det offentlige, har Anne Malberg accepteret, at eleven har postadresse hjemme hos hende. Hun er helt på det rene med, at det er at gå længere for at hjælpe, end hendes ansættelse byder hende, men hun vurderer problemet til at være så stort, at den fordrer en ekstraordinær indsats.

'Jeg har da gjort mig tanker om, at faren en dag stiller sig op ved min hoveddør og forklarer, hvordan tingene hænger sammen, og hvad han mener om min rolle i den sag. Det er muligt, at det er helt forkert af mig, og at jeg ikke burde gøre, som jeg gør, men her er jeg menneske. Jeg kan ikke lade eleven sejle. Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde verden, men der er nogle gange, man måske kan gøre en forskel', siger Anne Malberg.

Besøg på TV2

Elevens historie hænger naturligvis i baghovedet, da hun møder på skolen dagen efter. Hun begynder med at få at vide, at hendes to timer med 10.b over middag er aflyst, fordi klassen har fået fri. Kun afbrudt af en time på biblioteket giver det Anne Malberg luft til at forsøge at hjælpe eleven fra i aftes i timerne over middag.

På grund af en god forbindelse kan Anne Malberg i dagens fire første timer dække op med en ekskursion, som 10.a har set meget frem til. Klassen skal en tur til TV2's nye tv-hus i Århus. På vejen fra skolen hen til bussen kommer Anne Malberg og en af pigerne fra klassen hurtigt til at danne bagtrop. Pigen har ikke været i skole i tre dage, og i dag er hun mødt op støttet af et par krykker.

For læreren er det tydeligt at se, at pigen ikke er på toppen, og efter at de et stykke tid har snakket om vind og vejr, spørger Anne Malberg:

'Er du faldet?'

'Nej', siger pigen og holder en lang pause, før hun fortsætter: 'Jeg har ikke været i skole i tre dage, fordi jeg har en rimelig sindssyg ekskæreste. Han fandt mig lige forleden aften . . .'

'Er det hans skyld, at du går rundt med krykker nu?'

'Mmm . . .'

'Åhhh, pige dog', udbryder Anne Malberg medfølende.

I lang tid er der ingen af de to, der siger noget. Så spørger læreren:

'Ved din far det? Han må have sagt noget, da han så krykkerne?'

'Jamen, jeg har sagt, at det er nogen, vi skal bruge til et skuespil, og så er jeg gået rundt uden krykker derhjemme . . .', svarer pigen.

'Hvad tror du, din far ville sige, hvis du fortalte ham, hvad der er sket?'

'Egentlig tror jeg, at han bare ville sige: Hvad sagde jeg!, for han har advaret mig mange gange imod min ekskæreste. Og så vil han nok spørge, om jeg har anmeldt ham', siger pigen.

'Hmm . . . tror du ikke, det ville være en hjælp for dig, hvis du fik det fortalt til din far?'

'Jo', svarer pigen og fortsætter med gravalvorlig stemme: 'Jeg tror, min far vil hjælpe mig, selv om jeg har lavet noget lort en gang imellem. Det er bare lidt svært at fortælle ham, fordi jeg ved, at han har ret. Og jeg kan ikke li'', når jeg ved, jeg skal gi'' ham ret'.

10.a bliver musestille

'Kan du ikke tale lidt højere. Vi kan ikke høre, hvad du siger', råber en af pigerne gennem TV2/Østjyllands nye kantine til journalist Lars Høy.

'Nej', siger han og holder en demonstrativt lang pause, før han fortsætter med at fortælle i samme meget svage stemmeleje, som han er begyndt i.

10.a kvitterer ved at være musestille, og først to timer senere begynder der at blive uro i geledderne hos de ellers nok så livlige teenagere. Drengene har da også først fået deres lyst styret ved en rundvisning blandt alt det moderne isenkram på tv-stationen, ligesom Lars Høy inde i en redigeringssuite har vist dem, hvordan han arbejder med sit næste program, der handler om de efterladte til en århusiansk motorcykelbetjent, der blev myrdet under et røveri.

Lars Høy er tilrettelæggeren bag en række omdiskuterede dokumentarprogrammer, blandt andet programmet om de to forældre Bjarne og Annie, som ikke magter at passe deres lille spædbarn, som til sidst fjernes fra dem - 'Er du mors lille dreng' hed programmet.

Et par af eleverne har hjemmefra stærkt kritiske spørgsmål med til Lars Høy, som de synes ensidigt fokuserede på det negative og udstillede sine to hovedpersoner. Men fordi Lars Høy ikke argumenterer, men blot belyser og forklarer, så går brodden meget hurtigt af spørgsmålene.

'Det er langt sværere at overbevise pædagoger og lærere om, at det er en god idé, at vi kommer og filmer. De er altid så nervøse for, hvad der kan ske. Bjarne og Annie derimod, de havde ikke de store bekymringer. Hvis jeg kom og spurgte jeres lærer Anne, om vi måtte komme og filme i jeres klasse i tre måneder, så ville I nok synes, at det var en rigtig, rigtig god idé, mens Anne ville have sine betænkeligheder. Hvordan vil det gå? Vil vi forstyrre, mens vi er der? Hvordan vil I reagere på, at der er et tv-hold? Vil I komme til at sige nogle ting, som I vil fortryde senere? Det er det, der får pædagoger og skolelærere til at være meget, meget svære at få til at synes om, at vi laver et program derfra, hvor de arbejder', siger Lars Høy.

Endeløse rækker af tal

Ved middagstid sidder læreren og 10.a i bybussen på vej hjem. Anne Malberg kan se frem til en eftermiddag med to fritimer og en enkelt time på biblioteket. Hun er i dette skoleår valgt som både lærerrepræsentant i skolebestyrelsen og forretningsudvalget og rådssekretær for skolens Pædagogiske Råd. I den sidste egenskab runder hun over middag sin inspektørs kontor.

Flere kolleger har kritiseret, at årets første møde i Pædagogisk Råd er udskudt til fordel for et foredrag. Jo længere rådet udsættes, jo mindre indflydelse til lærerne i dette skoleår, lyder kritikken.

Snakken om mødeflytningen inde på inspektørkontoret bliver imidlertid ikke lang.

'Har du nogle gode argumenter, så jeg kan forsvare udsættelsen over for de kolleger, som er på vej til at blive sure i skralden?' spørger Anne Malberg sin chef.

'Det må jeg jo besvare. De må stile deres bekymringer til den rette', siger skoleinspektøren lidt drævende og begynder med et helt andet engagement at fortælle om muligheden for, at skolen kan få 30 nye computere i næste uge.

Et kvarter senere vender Anne Malberg og inspektøren tilbage til Pædagogisk Råd, og de bliver enige om at lave et udvidet formøde til foredraget. Da hun går ud ad døren, bliver hun vinket ind til viceinspektøren.

Viceinspektøren sidder med sine endeløse rækker af tal, han skal have til at gå op. Her har han tilsyneladende et problem med Anne Malbergs timer.

'Selvfølgelig skal de have en forklaring på det, de ikke forstår, men det er ikke første gang, jeg er her for at snakke om min overtid. Det er opslidende, at man skal forklare og forklare. Man bruger en masse tid på sit job og ikke ret meget på sin familie, og så skal man stadig argumentere for, at man skal have løn', siger Anne Malberg, som dog får afbrudt sin tankerække, da en lærer fra indskolingen kommer og fortæller, at de har savnet en dreng fra 1. klasse i en time, fordi han var blevet spærret inde af en elev fra 10. klasse.

Systemet er for firkantet

Inden Anne Malberg skal have eftermiddagens sidste time på biblioteket, lykkes det hende at låne et kontor med en telefon, så hun er fri for at skulle stå i telefonboksen på lærerværelset. Hun begynder sin rundringning til forskellige instanser i et forsøg på at skaffe hjælp til den elev, der ringede til hende i aftes.

'Det er frustrerende, når man som her ringer til et områdekontor uden at komme igennem med bare en lille besked. Jeg kan godt forstå de lærere, der giver op over for det. Med alle de småting, der skal laves i løbet af en dag, er det ikke altid, at man har en halv time til at sidde og bare vente på at komme igennem. Det er svært at forstå, at det skal være sådan', siger hun og udstøder en ed.

En hurtig dutten i røret fortæller, at hun igen er blevet smidt af linien.

'Her virker systemet for firkantet. Jeg føler ikke, at der er nogen, der vil hjælpe. Det gør det svært. Det er det værste i den her situation: Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre'.

I det samme træder kontorets ejer ind. Han skal bruge sin arbejdsplads, og Anne Malberg når ikke videre i sit brydetag med områdekontoret i dag. Hun kan føje endnu et punkt til en ung lærers frustrationsliste over ting, som er blevet afbrudt i stedet for afsluttet.-Flemming Helsted Juul er freelancejournalist

Man bruger en masse tid på sit job og ikke ret meget på sin familie, og så skal man stadig argumentere for, at man skal have lønJeg er sikker på, at en 3. klasse kunne tage livet af mig på halvanden måned

Jeg kan ikke lade eleven sejle. Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde verden, men der er nogle gange, man måske kan gøre en forskel