Den fælles folkeskole
Det er nødvendigt at stå sammen om den fælles folkeskole
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg vil gerne appellere til alle parterne omkring skolen: Nu skal vi stå sammen. Vi, og jeg mener elever, lærere, skoleledere og forældre, skal nu stå sammen om den fælles folkeskole. Vi skal forsvare de idealer og værdier, der ligger i at have en rummelig folkeskole, der kan garantere, at vores børn uddannes med udgangspunkt i demokrati, medindflydelse, respekt og gensidig tillid.
Vi er midt i en tid, hvor politikerne forhandler folkeskoleloven, og jeg venter spændt på resultatet af disse forhandlinger. Mon ikke politikerne er ved at indse, at der er brug for en bred opbakning til denne vigtige sag. Her må såvel undervisningsminister som de politiske partier trække i arbejdstøjet og nå frem til et resultat, der fører folkeskolen i den rigtige retning.
Jeg vil gerne have, at vi, der er de daglige brugere i folkeskolen, går foran med et godt eksempel. Kun ved at vise, at såvel elever som lærere, skoleledere og forældre mener noget med en sådan udmelding i dagligdagen, er vi et godt eksempel. Lad mig komme med nogle eksempler: Forældrene skal vise rummelighed i forhold til de lidt skæve elever, forstået på den måde at vi skal hjælpe såvel eleverne med at komme ind i kammeratskabskredsen som forældrene omkring skole-hjem-samarbejdet. Vi skal altså ikke som det første forlange et uroligt barn fjernet fra klassen, nej, vi skal være med til at forbedre forholdene i klassen ved at gå aktivt ind og bidrage gennem dialog med vores eget barn og klassens øvrige forældre og lærere. Eleverne skal vise forståelse for hinandens forskelligheder, altså se hinandens styrker og fokusere på dem og ikke på svaghederne. For eksempel ved at forebygge mobning på skolen gennem arbejdet i elevrådet. Eleverne skal turde tale med hinanden og lærerne også om vanskelige emner. Det er ikke at sladre, når nogle elever har brug for hjælp, det skal være en selvfølgelighed at hjælpe.
Lærerne skal vise rummelighed i forhold til såvel de stærke elever som de elever, der er svage på den ene eller anden måde. Læreren skal bruge sin professionalisme til at åbne muligheder og give tilbud til eleverne. Lærerne skal vise tillid til elever og forældre, for at de kan gå konstruktivt ind i de udfordringer, der opstår i et skoleforløb.
Skoleinspektøren skal vise tillid til sine lærere og give dem rum til at løse de daglige udfordringer i undervisningen. Samtidig skal skoleinspektøren stå til rådighed for pædagogisk sparring med lærerne og deltage i problemløsningen, når det er nødvendigt. Skoleinspektørens dør skal også altid være åben for såvel elev- som forældrehenvendelser.
Kun ved samarbejde mellem alle parterne opnår vi en rummelig folkeskole. Dette samarbejde skal bygge på gensidig tillid og respekt. Jeg vil gerne opfordre til, at vi tager udgangspunkt i de stærke og positive sider hos hinanden. Vis hinanden, at i folkeskolens virkelighed vil vi gerne en god skole, hvor der er plads til alle.
Dette samarbejde har sit rodfæste i den lokale skolebestyrelse, her må skolebestyrelsen fremstå som et godt eksempel. Det skal ikke kun være kønne ord og målsætninger. Der skal være konkrete tiltag og handlinger fra skolebestyrelsens side. Og det skal kommunikeres ud til alle parter på skolen, at skolebestyrelsen arbejder for en rummelig skole i en god dialog mellem parterne på skolen.
Thomas Damkjær Petersen er formand for Skole og Samfund