Knud Lauritzen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er med sorg og vemod, vi har modtaget meddelelsen om, at forhenværende skoledirektør i Bov Kommune, Knud Lauritzen, Espergærde, er død i en alder af 77 år.

Knud Lauritzen påbegyndte sin læreruddannelse under krigen, men måtte på grund af sit engagement i modstandskampen afbryde uddannelsen og tage til Sverige. Efter endt læreruddannelse og lærerjob i Esbjerg og på Frederiksberg kom Knud Lauritzen til Bov Kommune i 1963, hvor han tiltrådte som skoleinspektør på den dengang helt nybyggede Kruså Skole. I 1973 blev Knud Lauritzen ledende skoleinspektør i Bov Kommune, og få år efter blev han udnævnt til skoledirektør - en stilling, han beklædte, indtil sygdom tvang ham til at lade sig pensionere i slutningen af 1981.

Knud Lauritzen - eller 'Kuk', som han blev kaldt blandt venner - vil blive husket for sin dygtighed både som pædagog og som administrator og også for sin flid og sit engagement i tiden på Kruså Skole, men også i forbindelse med de mange store skolepolitiske og -strukturelle opgaver, der skulle løses. Han var en person, der gennem sit humør og sine talegaver 'fyldte rummet', men han var også en person, der havde et stort hjerte for samfundets lidt svagere grupper, hvilket blandt andet kom til udtryk gennem Knud Lauritzens politiske virke, idet han i en periode sidst i 60'erne sad i Bov Byråd som socialudvalgsformand valgt ind på en upolitisk borgerliste.

Efter sin pensionering flyttede Knud Lauritzen til Nordsjælland, men selv om han således bosatte sig i den modsatte ende af landet, hang hans interesse og hans hjerte ved Sønderjylland i almindelighed og ved Kruså Skole i særdeleshed. Han var gennem årene en flittig gæst på skolen, når der blev kaldt til skolefødselsdage, skolefester med videre, og han var i de situationer ofte at finde bag klaveret, hvor han på vanlig vis var med til at skabe en festlig stemning omkring sig.

Vore tanker går til Knud Lauritzens hustru, Inger, og til den nærmeste familie.

Æret være Knud Lauritzens minde.

Preben Skov

vicekommunaldirektør, Bov Kommune