Ikke et ord om forhandling
Anni Herfort kalder ny KL-pjece vildledende
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærerne får en pæn lønstigning, og det bør modsvares af en forbedret produktivitet, skriver Kommunernes Landsforening (KL) i en ny pjece til landets kommunalpolitikere. Pjecen vækker vrede i Danmarks Lærerforening, og formand Anni Herfort har forlangt et møde med KL's formand Anker Boye på baggrund af teksten, som hun mener er vildledende.
'Der må han stå til ansvar for de fejl og udeladelser, der er i pjecen. Det er igen økonomivinklen, der er på, og KL undlader helt at nævne noget om den forpligtelse, kommunen har til at gå ind i en drøftelse med lærerkredsen om de pædagogiske målsætninger for skolevæsenet', siger Anni Herfort.
'Tag stilling', som pjecen hedder, er et supplement til den budgetvejledning, som også fik knubbede ord med på vejen fra Lærerforeningen. I pjecen skriver KL ganske vist, at overenskomsten ikke i sig selv giver besparelser, men at den giver flere muligheder for at udnytte lærerressourcerne. Blandt andet skriver man, at hvis skoledagen bygges op med korte pauser og én lang elevpause i løbet af dagen, så kan nogle lærere føre tilsyn med eleverne, mens andre kan løse opgaver omkring undervisningen. At kommunerne ville lægge frikvartererne om, var en af de ting, mange frygtede, da overenskomsten blev forhandlet i foråret. Og efter at det første forlig blev stemt ned, gik KL med til en formulering i aftalen om, at der ikke var tilstræbt ændring i pauseressourcen, og at elevernes pauser fastsættes enten af skolens leder eller af lærere og elever.
Vicekontorchef i KL's børne- og kulturkontor Lis Sandberg siger til Folkeskolen, at man er fuldt bevidst om, at fordelingen af lektioner og pauser ligger lokalt - men hvis man lokalt har valgt at bygge dagen op i moduler, så kan lærerne for eksempel gennemføre elevsamtaler i den lange pause midt på dagen.
KL sløjfer fuldstændig opgaverne fra den såkaldte 70-timers-pulje - men det er langtfra alle de opgaver, der er indregnet i den nye individuelle tid, mener man i DLF. Og KL regner desuden med et nuværende gennemsnit for forberedelsestiden på 660 timer, selvom det anerkendte gennemsnitstal for undervisningstiden er 630 timer.
'Det skyldes, at der er ældre lærere, som har ekstra forberedelsestid på grund af alder, og der er folk, der har ekstra forberedelsestid til specialundervisning', forklarer Lis Sandberg. I Danmarks Lærerforenings faglige kontor sætter man et stort spørgsmålstegn ved, om det kan blive til 30 ekstra F-timer i gennemsnit per lærer.
Lis Sandberg afviser, at KL med pjecen forsøger at løbe fra forpligtelsen til at drøfte målsætninger med kredsen.
'Det her er en pjece til politikerne, og det er jo ikke dem, der skal ind i drøftelserne med kredsen. Politikerne lægger budgetrammen, og bagefter går forvaltningen så ind i drøftelser med kredsen. Derfor falder vores vejledning også i flere tempi', siger Lis Sandberg.