FTF's formand fylder 60

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anker Christoffersen, formand for FTF, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, og tidligere næstformand i DLF fylder 60 år den 13. oktober.

Anker Christoffersen er uddannet fra Gedved Statsseminarium i 1966 og blev samme år medlem af forretningsudvalget for SYL, Sammenslutningen af Yngre Lærere. I 1969 kom han ind i kredsstyrelsen i Vejle, og i 1976 blev han valgt ind i DLF's hovedstyrelse. Fire år senere blev Anker Christoffersen næstformand, og det var han indtil 88, hvor han blev valgt som FTF's første fuldtidsformand.

Anker Christoffersen er næstformand for Lønmodtagernes Dyrtidsfond og for Lån og Spar Banks bestyrelse. Han er medlem af en lang række andre bestyrelser og dommer i Arbejdsretten. Anker Christoffersen hører ikke til de højtråbende ledere. 'Han er til resultater - ikke slagsmål. Er pragmatiker og tror på værdien af samarbejdet og kompromiset. Han vil hellere påvirke i en dialog end grave grøfter', lyder karakteristikken af ham i FTF's hus.

Men samtidig betegnes han som en stædig og benhård forhandler. Og han kan forvirre enhver med sin vedvarende snak, hvis han mener, at en sag er vigtig, siger kilder omkring fødselaren.

Og man kan ikke løbe om hjørner med ham, når det gælder de 400.000 FTF-medlemmers vilkår. Foreløbig har FTF's kvitteret for indsatsen ved tre gange enstemmigt at genvælge ham som formand.

Der er reception på dagen på Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund fra klokken 14 til 17.