'Må vi lige låne Line', siger tandlægen. Hun bliver tit lånt. Det er der flere, der bliver. De kommer tilbage med en seddel, hvor der står, at der er huller, og tænderne skal børstes bedre. 'Husk at vise den hjemme', siger vi og skriver eller ringer hjem: 'Se besked fra tandlægen'. Der går en del skoletid til tandbørstning, lakering, boring og beskeder.

Kim kommer tit for sent. Så skriver eller ringer vi til forældrene. Vi får det svar, at han bliver sendt af sted i god tid, så hvis han kommer for sent, bedes vi sørge for at forklare ham, at han skal gå direkte. Det forklarer vi ham, og han siger hver gang, at de sover for længe derhjemme. Det går der også tid med.

'Jonas får ikke flere blyanter med. Jeg har ikke råd, og de bliver bare stjålet. I må give ham nogle', skriver Jonas' mor. Vi låner blyanter ud hver dag. Det tager også tid.

'Vil I godt sørge for, at Mette passer på sine bøger', skriver Mettes far, da hendes læsebog er væk, og vi har skrevet, at der skal betales for en ny. Det går der også tid med.

Da der var lus i klassen, var der selvfølgelig tjek hos sundhedsplejersken. Der blev skrevet til en del hjem om, at deres barn havde lus og skulle vaskes med luseshampoo. Men der gik endnu mere tid næste dag med at ringe og sende flere af børnene hjem igen - fordi forældrene ikke havde haft tid - sagde børnene - til at købe shampoo.

Nogle af børnene er tosprogede, så det med at tale og skrive med forældrene tager lidt ekstra tid.

Noget af tiden går fra børns og læreres tid sammen. Resten fra forberedelse og øvrig tid. Alle tidskategorier er under pres og lup.

Vi skal som lærere leve op til samfundets skiftende krav.

Fra samfundet lyder det: Mere effektivitet, større faglighed, bedre læsestandpunkt og så videre.

Fra forældrene - som jo også er samfundet - virker det som om, der i stigende grad kræves, at lærerne/skolen overtager basale omsorgsforpligtelser. Naturligvis vil de samme forældre også gerne have, at børnene kan læse og skrive og regne og så videre - også selv om forældrene ofte tager børnene på ekstra ferier i skoletiden. Og de fleste forventer også, at skolen klarer advarslerne mod trafik, hash, sex, alkohol, forurening og så videre.

Hvad mener politikerne? Hvor skal vi lægge kræfterne? Hvad skal vi bruge den begrænsede tid til?

Jeg synes, det er blevet sværere at holde et seriøst niveau og en ærlig dialog i det skole-hjemsamarbejde, som er og skal være fundamentet for børnenes skolegang. Og selv om der er forskelle på skoler, forældre og boligområder, så tror jeg, det gælder rimelig bredt. Her skal sættes ind. Der kræves en holdningsændring.

Skolegang og læring kræver opmærksomhed, engagement og aktiv deltagelse. Selv om andre dele af servicesamfundet lægger op til og dermed accepterer passiv brug/ forbrug, så må skolen stadig fastholde respekt for børns, læreres og forældres arbejde og ansvar.

Der skal stilles krav - begge veje. Der skal tages og fordeles ansvar. Det er en stor og ansvarsfuld opgave at have børn både hjemme og i skole, men det er forældrenes børn, selv om nogle forældre kan virke afmægtige over for projektet.

Hvis børnene både skal blive bedre til at læse og fortsat skal være så gode - som de ifølge undersøgelser er - til demokrati med videre, så skal både tandbørsten og en del mere huskes - så sandelig også af politikerne.

Pia Møller er folkeskolelærer.