Giv mig, Gud, om ikke en salmetunge, så dog bare tre gode grunde til fortsat ret at sjunge for Socialdemokraterne for slet ikke at tale om at være medlem hos dem.

Partiets udspil til styrkelse af folkeskolen kan ikke være en af tre gode grunde. Tværtimod. Det er med god grund, at Venstres uddannelsespolitiske ordfører Tina Nedergaard byder Socialdemokraterne »velkommen i klubben«.

Men hvilken klub taler Tina Nedergaard om, og hvilke mål arbejder den for?

Det kan ikke være den liberale klub, man skulle tro, at både Tina Nedergaard og undervisningsminister Bertel Haarder sværmer for. Kærlighed til (regerings)magten gør åbenbart lige så blind som al anden kærlighed. Det er den gammelkonservative klub, hvis mål Bismarck i Preussen og Ulbricht i Østtyskland med 100 års mellemrum var 100 procent enige om: Den 11.11. klokken 11 skal vi alle være på side 111 i den (stats)autoriserede historiebog.

Den danske gammelkonservative klub indfører nu skriftlige nationale test, der skal måle, om alle nu også netop den dag var på side 111, og om børnene har suget sidens (stats)autoriserede paratviden til sig. Det er slut med Johannes Vig og hans pædagogik, som vi kender den fra Martin A. Hansens »Løgneren«:

»Jeg kaldte Børnene ind og tog Hundeslæden med ind i Skolestuen . Naa vi begyndte ikke straks med Hundeslæden i Skolestuen. Jeg satte den på Udstillingshylden over den store Tavle. Vi vilde ikke rejse straks, men forberede os i Smug, kikke op paa Hundeslæden«.

Medmindre det er på trods af denne pædagogik, er det i kraft af den, at grunden blev lagt til, at Danmark ifølge den ene internationale undersøgelse efter den anden er et af verdens rigeste lande og danskerne et af verdens lykkeligste folk. Undersøgelser, der er mere valide end Pisa, der hælder slemt til siden.

Helt galt går det med vurderingen af denne pædagogik, når det skæve Pisa får medierne til selv eller sammen med mediesultne opinionsdannere og politikere at stille diagnoser, for sæt nu, at diagnoserne er forkerte? En klog person har engang sagt: »Når man stiller en forkert diagnose, risikerer patienten dødbringende medicin«. Den gammelkonservative klub vil i de kommende år proppe dødbringende medicin i halsen på »Skolen for Livet«. Den skole, hvor dannelse ikke er et tillæg til uddannelse, men grundlaget.

Information skrev forleden en artikel med overskriften »Forældrenes skole, statens børn«. Redaktionssekretæren vidste næppe, at han dermed ramte plet for fremtidens gammelkonservative børneskole i Danmark. I den sammenhæng kan det ærgre at være afskåret fra muligheden for at overvære opgøret mellem liberalisten Haarder den første og Haarder den anden. Haarder den første kunne man slå sig på, men han var en hædersmand, der med åben pande kæmpede for, hvad han havde kært. For eksempel forældrebestyrelser.

Men Haarder den anden? Hvad mon han har kært?

Svaret får vifte i vinden, og da ingen vist ved, hvor i verden Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten befinder sig, må De Radikale anses for at være det eneste parti, der ikke er gået fra snøvsen. De har åbenbart lyttet til Albert Einstein, der ifølge overleveringen ikke var helt dum: »Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles«.

Man kunne nære det håb, at den sandhed, mens tid er, går op for andre, men med Socialdemokraternes udspil ser det sort ud. Sortere end i mands minde.

Chresten Sloth Christensen er børne- og kulturdirektør i Skagen