Folkeskolens formål er politisk formuleret og sigter på et kompromis og vedtagelse i Folketinget. Det præger naturligvis sproget, der er flertydigt og for så vidt upræcist. Formålet kan derfor ikke være et styringsinstrument, men alene en ramme om fortsat debat. Og sådan bør det være i en demokratisk institution.

Man kan ikke erobre skolen med nok så velvalgte begreber, men der er kulturelle sammenhænge, man må være opmærksom på, hvis skolen skal stå i oplysningens tjeneste.

Paragraf 1, stykke 1. Nøglebegrebet er alsidig, personlig udvikling. Det er gammel visdom, at den, der spiser af frugten fra kundskabens træ, tilegner sig evnen til at skelne og dømme om godt og ondt. Viden indgår i ansvarsrelationer, viden forpligter. Der er en sammenhæng mellem viden, person og ansvar.

Stykke 2. Nøglebegreberne er tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Idéhistorisk er det forankret i oplysningstidens forestillinger om demokrati og menneskerettigheder. Man har i den tids pædagogik talt om »fornuftens selvtillid« og »selvvirksomhed«. Skolen må søge at skabe sammenhæng mellem elevens frie tænkning og selvstændige stillingtagen.

Stykke 3. Nøglebegreberne folkestyre og demokrati kan give anledning til misforståelser. Undervisning er ikke en parlamentarisk proces, men en erkendelsesproces. Skolens opgave er den oplysning, der går forud for alle demokratiske beslutningsprocesser. I skolen gør eleverne således demokratiske erfaringer, når de oplever åndsfriheden. Her oplever eleverne en afgørende sammenhæng mellem skolens mål og midler og mellem undervisningens indhold og form.