Søndag den 8. september var vi mange, der blev fattigere. Poul Martin Christensen var død. Igennem mange år var P.M. - som han blev kaldt - formand for Holstebroegnens Lærerkreds. P.M. var et menneske af de sjældne.

Et menneske, der helt igennem var sober. Reel i ord og handling. P.M. kunne man stole på. Han gik aldrig på kompromis med sandheden. Det var en gave at have P.M. som kredsformand i så mange år. Han var yderst kompetent og forlod aldrig et stykke arbejde, før han var nået til bunds i det. Mange gange var hans arbejdsdage urimeligt lange, men der kom aldrig beklagelser af nogen art fra P.M. Han var også et af de mennesker, der tilførte andre så meget. Med sit stille lune, sin evne til at lytte, til at have ægte engagement i sine medmennesker var han en ener. Ved mange festlige lejligheder var det igen P.M., der med sin evne til at bruge ordet i digt og tale gav festen en ekstra dimension.

Ord bliver så mangelfulde og små, når vi her, ved P.M.'s alt for tidlige død, vil forsøge at udtrykke, hvad han betød for os.

Vi vil altid savne dig, men vil prøve, i stedet for at fortvivle over, hvor meget vi har mistet, at være taknemmelige over alt det, vi fik, mens du var her.

Du og Kirsten stod for at skulle nyde et dejligt otium sammen. I havde så mange planer og supplerede hinanden så godt. Hvor ville vi have undt jer mange dejlige år sammen endnu, men sådan fik det altså ikke lov at blive.

Vore kærligste tanker går til dig, Kirsten, til Lene og Per med familie, som har mistet endnu mere end vi.

Må vi sige med Grundtvigs ord:

'Ja, kæden af kærminder man sagtens prise tør:

jo stærkere den binder, des friere den gør,

jo længer den mon vare, des mindre står den fare, des gyldnere den bli'r'.

Tak fordi du var til, P.M.

Dora Jalk, Hanne Melgård, Lars Kårsholm og Judith Agermark