Spørger man folk, hvad de husker med særlig glæde fra deres barndom, nævner mange deres forhold til en eller flere voksne.

Og mange fortæller med stor glæde om, at voksne og børn legede sammen, for eksempel ved familiefester - skjul, Antonius, rundbold. Men det foregik sjældent på institution eller skole. En gang imellem til spejder, men oftest i det civile liv.

En fireårig sukkede en dag, hvor han havde leget med sin pædagog: 'Tænk hvis man havde en mor, der gad lege'. Hans mor arbejdede som de fleste danske nutidsmødre næsten et halvt hundrede timer uden for hjemmet, når transporttiden regnes med. Dertil kommer så 20-30 timer i hjemmet, så hun gad desværre ikke lege. Det var jo så heldigt for ham, at hans pædagog gad.

Det hænder også, at lærere gider. En dag spillede en lærer rundbold med børnene. En kollega ville lige tale lidt med ham. 'Det kan jeg ikke - jeg skal slå en befrier', røg det ud af læreren, fanget ind af legevirkelighedens nødvendighed.

Bagefter måtte han undskylde over for kollegaen, at han havde prioriteret legen med børnene over samtalen med hende. Det var hun en smule irriteret over.

Måske er det ikke så almindeligt, at lærere spiller med. Jeg cykler tit forbi en skoles boldbaner. I almindelighed er to klasser samtidig i gang med et boldspil. Jeg har endnu ikke set deres lærer spille med. Derimod søger de to klassers lærere tit sammen og står snakkende med hinanden, mens børnene klarer spillet stort set på egen hånd. Længere henne på min cykelvej ser jeg daginstitutionens legeplads: børn leger, voksne snakker med hinanden.

Jeg drømmer lidt. Tænk hvis disse børn havde pædagoger og lærere, 'der gad lege'! Hvor ville de nyde det. Fryden over den lærer, der kan kaste ufatteligt godt. Det beroligende ved at éns lærer også kan falde, også kan misse, også kan glemme reglerne af bar begejstring. Måske ville voksne og børn også få det nemmere i timerne. Mindre mobning, mere gensidig forståelse. Mindre behov for at arbejde med undervisningsmaterialet i social kompetence 'Trin for Trin'. Og tænk hvis de halvtreds børn på skolens boldbaner havde vidt forskellig alder, så de små kunne lære af de store, og de store kunne tage sig af de små - ikke fordi skolens normer kræver det, men fordi spillet gør det nødvendigt.

I disse år udvides timetallet kraftigt, særligt i de yngste klasser, som dårligst kan klare at have så mange timer. Udvidelsen går mest til mere dansk- og matematikundervisning, idet det kropsliges betydning for det boglige overses. Alt andet lige vil 25 timer om ugen i de små klasser nok føre til dårligere sproglig udvikling og til, at der bliver flere fede og usunde børn.

Derfor er det opløftende, at nogle store kommuner nu rører på sig og giver kropsligheden større plads i skolen. Man må så håbe, de husker, at det ikke kun handler om flere timer til idræt og bevægelse. Der, hvor lærerne spiller med i timerne og leger med i frikvartererne, hjælper det ikke blot på bevægemusklerne, men også på læsemusklen og lattermusklen.

Erik Sigsgaard er lektor