I den seneste uge har Odense Seminarium - dels i Folkeskolen, dels i dagspressen - været genstand for megen kritisk omtale. Kritikken lyder på, at seminariet - på grund af dårlig økonomi - har slækket så meget på undervisningstimetallet, at de studerendes faglige niveau skulle være sænket mærkbart. Endvidere at visse censorer angiveligt skal have 'følt sig presset til' at vurdere de studerende mildere end studerende ved andre seminarier under hensyn til den ringere mængde undervisning, de har modtaget.

En væsentlig del af denne kritik er grundløs og hviler på ukendskab til de faktiske forhold.

Sagen er rejst af en censor fra Haderslev Seminarium, der udtaler sig om forholdene ved Odense Seminarium uden at have været censor i Odense, hverken i juni eller august. Udtalelsen er derfor stærkt belastende for den pågældende censor, der endnu ikke har kunnet dokumentere disse påstande.

Seminariet har naturligvis klaget over den pågældende censor til Undervisningsministeriet. Og sagen får ganske givet et efterspil.

Sammenligningen mellem seminarierne indbyrdes med hensyn til timetal er behæftet med alvorlige fejl. Man har - tilsyneladende - kun opgjort traditionelle holdundervisningstimetal, hvilket stiller Odense Seminarium i et dårligt lys. Kun cirka 75 procent af den udbudte undervisning er holdundervisning - resten er andre lærerstyrede undervisningsformer, henholdsvis forelæsninger, projektundervisning og studieforløb med lærerforberedt vejledning. Medregner man disse, ser tallene anderledes ud.

Valget af blandede undervisningsformer er et bevidst pædagogisk valg. Vi forsøger at ruste vores studerende til fremtidens undervisningsverden - ikke kun nutidens. Og det er vores opfattelse, at de studerende fremover får god brug for at have erfaring med andre undervisningsformer end den traditionelle klasseundervisning - for eksempel Kommunernes Landsforenings udspil om 'den klasseløse skole'. At vi forsøger at være fremsynede - skal det lægges os til last?

Det er altid svært at rense sig for mere eller mindre grundløse anklager. Det gælder også i denne sag, hvor man bringer ubekræftede forlydender - grænsende til det injurierende - til torvs uden at søge oplysning om de faktiske forhold. Derved sætter man en hel institution i gabestokken og gør et seminariums studerende og lærere til gidsler i en sag, hvis motiv tilsyneladende er at argumentere for flere midler til og bedre forhold for læreruddannelsen i almindelighed. I virkeligheden gør man noget andet: man trækker et velanskrevet seminariums navn gennem sølet; man sår tvivl om censorinstitutionens integritet og skaber uro blandt de studerende. Odense Seminariums ledelse stiller til enhver tid gerne op til en saglig debat om læreruddannelsen i Odense. Vi drøfter også gerne timetal og de problemer, de fortsatte nedskæringer på uddannelsesområdet uvægerligt giver. Men - vi står værgeløse over for beskyldninger, der hviler på fordrejede kendsgerninger og kvarte sandheder, så er det sagt.

På seminariets vegne: