Fra alverdens urolige egne,

og de findes jo snart alle vegne,

kommer mennesker hertil. De frygter.

Det er rent faktisk derfor, de flygter.

Og de frygter ej, skatten vil stige,

for de ved ikke, hvad det vil sige.

Og de frygter ej for, hvad de ejer.

Deres hjem er en flygtningelejr.

Frygten handler om at miste livet.

Overvej for en stund perspektivet,

mens der grumses, når det debatteres,

hvordan dog disse folk integreres.

Og hvad frygt angår, gav den en stemning

her i Danmark, og helt uden hæmning

brugtes fremmedfrygt som pilotering

for den såkaldte nye regering.

Og de fremmedes frygt sku' blot glemmes.

Vores frygt gjaldt det, da der sku' stemmes.

Dette trick er set før syd for grænsen.

Andre lande ser godt nok tendensen,

så det næste, som vi flovt bør frygte,

er vort lands gode navn, ry og rygte.

Og historielærere! Dette

gi'r et ansvar til jer som de rette

til historisk at vise, at kløgten

er hos dem, der ej styres af frygten

for det fremmede, men for en hersker.

Mon det ord rimer på Pia Kjærsgaard?

Skolen er stedet, børn integreres.

Skal det lykkes, må der appelleres

til de voksne - dem inde på Borgen - at de tænker på dagen i morgen,

og at hver gang man flygtninge drøfter

så stupidt, ja så graves der grøfter.

Selv blandt gamle socialdemokrater

er man klar til at grave et krater

for at score point. Dé forrykte

er sgu dem, som vi mest burde frygte.

Fru Fischer