Som newzealandsk lærer kom jeg til Danmark i 1972 for at være engelsk gæstelærer. Dengang blev jeg meget duperet over den danske folkeskole.

Det var nok blandt andet, fordi jeg beskæftigede mig med 5. klasse og opefter, og den del af skolen svarer til den newzealandske og engelske secondary school, hvor jeg havde været lærer i de fire foregående år. Det var en stor befrielse at komme ind i den mere afslappede danske skole specielt i forhold til den engelske. Som engelsk gæstelærer kom jeg rundt til 18 folkeskoler i Århus Amt i løbet af et år. Dermed fik jeg et godt indblik i den danske skole. Allerede dengang begyndte jeg at undre mig og se kritisk på visse aspekter, men jeg var jo kommet til det land, man anså for at have verdens bedste skolesystem. Jeg passede mig ind under de danske forhold og havde det også udmærket.

I 1977 fik jeg en timelærerstilling på en skole. I løbet af de følgende 20 år blev jeg mere og mere opmærksom på områder, som jeg ikke følte fungerede så godt, som jeg var vant til, især i indskolingen. For eksempel så jeg danskundervisning flere steder, hvor hele klassen sad med deres læsebøger og alle blev hørt, mens resten af klassen fulgte med. Derefter fik den nye sider for til næste dag. Mange klasselokaler virkede meget tit tomme og uinspirerende. Der manglede simpelthen et læringsmiljø.

To års ophold i New Zealand

Fra 1988-90 tog jeg orlov med min kone og to børn på otte og ti år for at bo i New Zealand. Den tid dér gav børnene et godt fundament, som uden tvivl var med til at give dem nogle fordele frem for deres danske klassekammerater. For eksempel havde de lært gode arbejdsvaner, og de lærte, hvordan man arbejder med projekter. Det er ikke, fordi vi ikke var kritiske over for den newzealandske primary school. Selvfølgelig var vi det. Der var helt klart ting, vi ikke brød os om. Men som helhed var der mange aspekter, vi følte, man med fordel kunne bruge i den danske folkeskole.

En newzealandsk secondary school mangler en del af den pædagogik og ånd, der findes i en primary school. Det skyldes blandt andet læreruddannelsen, som ligner en dansk gymnasielærers uddannelse og dermed gør læreren mere fagfokuseret. Endvidere mangler der det danske klasselærerbegreb, som kunne gøre overgangen fra primary school til secondary school mere tryg, specielt for de usikre. En del af det gode arbejde, som bliver udviklet i primary school, bliver slået i stykker af secondary school-systemet.

Selvom secondary schools har mangler, er der også gode undervisningsforløb og mange spændende fagtilbud. Da vores datter var 16 år gammel, var hun et halvt år på det ældste trin af secondary school for netop at kunne realisere ønsket om at tage billedkunst og 'outdoor education' (vildmarkskursus). Derudover var der mange andre gode fagtilbud, der alle var på lige fod med for eksempel matematik. De blev evalueret både i teori og praksis såvel som i hvert fags afsluttende projektopgave. Det svarede nogenlunde til en kombination af 10. klasse og gymnasiet. Standarden var på et ret højt niveau, og de fleste elever syntes om udfordringen og gjorde derfor meget ud af deres selvvalgte fagkombinationer.

På en måde er problematikken i folkeskolens indskoling den samme. Danske folkeskolelæreres uddannelse har været ret teoretisk og fagspecialiseret og kan have den virkning, at mange lærere er usikre ved at starte en 1. klasse. Ofte går de tilbage til kedelige klasseundervisningsmetoder for at klare sig. Det er ikke så meget lærerens skyld som systemets. Så længe vi fortsætter med at følge en klasse op i mere end to-tre år, endda op til ti år, kan vi aldrig oparbejde de erfaringer, rutiner og den ekspertise, som newzealandske primary school-lærere har. Selv nyuddannede dansklærere melder sig til 1.-klasse-kurser på amtscentre. Siger det noget om vores læreruddannelse?

De newzealandske læreres uddannelse og træning er mere specialiseret i det skoleområde, de arbejder med.

Lærere er ikke ukritiske

Jeg er meget uenig med Leslie Ann Schmidt, som i sin artikel iFolkeskolennummer 35 hævder: 'New Zealand fremhæves ukritisk som stedet, hvor de rigtigemetoderkan hentes'.

De fleste danske folkeskolelærere/børnehaveklasseledere er bestemt ikke ukritiske over for at indføre de undervisningsmetoder, der bruges i New Zealands indskoling, og de er heller ikke bange for at afprøve de idéer/metoder eller den pædagogik, de mener kan bidrage til en bedre undervisning.

I løbet af de sidste to år har jeg holdt kurser/foredrag om skolestart i New Zealand for mere end 1.000 indskolingsinteresserede lærere og pædagoger. Den største del af kursisterne har været meget optaget af de mange aspekter og idéer fra den newzealandske indskoling. Mange beretter om de idéer, de selv har afprøvet i deres undervisning med positiv respons.

Skoleinspektør Sven Ove Olsen fra Fuglebjerg og hans skole har vist, at man kan sætte en del nye idéer i gang i den danske folkeskole inspireret af den newzealandske skolestart. Men efter min mening lavede han en vigtig fejl ved at tale om det newzealandske skolesystem som 'verdens bedste folkeskole'. Måske var 'verdens bedste' ment som en provokation, men brugen af ordet 'folkeskole' volder et problem. Med begrebet forstås den danske skolegang for børn fra 6-16 år, og sammenlignet med New Zealand må dette inkludere secondary school, ikke lige dét, man ønsker at fremhæve fra New Zealand. Det var hovedsageligt førskole og primary schools, Sven Ove Olsen beskriver så positivt. Derfor vil 'verdens bedste skolestart' havde været meget mere passende.

Med mine mange års erfaringer fra både det danske og det newzealandske skolesystem vil jeg gerne kunne tage de bedste aspekter for at danne 'verdens bedste folkeskole'. For mig ville den ideelle skole i hovedtræk indeholde de fleste grundholdninger og praksis fra den newzealandske primary school op til de første fire-fem skoleår. Derefter vil flere aspekter og dele af den danske folkeskole komme til at dominere i de følgende års skoleforløb.

Den newzealandske primary school

De hovedpunkter, hvorpå den newzealandske primary school adskiller sig fra den danske folkeskole op til 6. klasse, er:

- En længere skoledag. Alle klassetrin starter og slutter på samme tidspunkt, klokken 9-15, med en halv times formiddagspause, en times middagspause såvel som en mindre eftermiddagspause. Der er god tid til projekter, udflugter, lejrskoler, regelmæssige sportsaktiviteter og forældrearrangementer.

- Læse/skriveundervisning: hovedmetoden er den holistiske/kommunikative 'top-down'-metode. Man starter med forståelse af indhold og støtter sig til billeder. Der er udviklet et omfattende udvalg af læsebøger helt fra begyndertrin og opefter. Bøgerne er tydeligt niveaudelte og dækker et stort spektrum af interesser og genrer. Der bruges ingen fælles lærebog. Hovedformålet er at skabe livsvarig læselyst.

- Klasselokalet har et rigt og inspirerende læringsmiljø og små værksteder. Børnenes arbejder er hængt op på væggene og overalt i klassen.

- Lærerne bruger deres klasselokale som kontor. De forbereder meget af deres arbejde på skolen. Dette giver større mulighed for at bruge tid til at skabe det gode læringsmiljø i klasselokalet og til at snakke sammen med andre kolleger samt give hinanden inspiration og nye idéer.

- Elevindslusning ved skolestart (rullende indskrivning). Barnet starter på sin femårsfødselsdag (i Danmark prøver man nu med seks år). Læreren har større mulighed for at fokusere på det enkelte barn og starte på dets eget niveau. Den rullende skolestart kan have positiv afsmitning på førskoleinstitutioner, da de også har børn, der indsluses såvel som udsluses.

- Lærere specialiserer sig i bestemte aldersgrupper og er dermed meget rutinerede i egnede processer og metoder til brug i undervisningen til netop den aldersgruppe. De kan dermed fokusere mere på det enkelte barn.

- Lærere underviser kun én klasse hver dag i ét eller to år (det samme som en børnehaveklasseleder). Læreren dækker alle fag, dog hjælper lærere på samme årgang hinanden med at dækker de fag, man føler sig usikker i (for eksempel musik og billedkunst. I princippet er man uddannet til at kunne undervise i alle fag.)

- Elevevaluering: en regelmæssig vurdering/evaluering af barnets udvikling, efterfulgt af en handlingsplan.

- Forældreengagement - regelmæssig kontakt mellem skolen og hjemmet - minimum to gange om året skriftlig elevrapport såvel som mundtlige forældrekonsultationer. Rapporten dækker alle områder af barnets udvikling både personligt, socialt og fagligt. Hjælp fra forældre i begrænset omfang i daglig undervisning specielt i de første år.

Det er blandt andet disse punkter, som har skabt interesse blandt danske lærere. For tiden overvejer indskolingslærerne nøje de idéer, de vil indføre, og diskuterer, hvordan de bedst kan tilpasses i den danske folkeskole, således at den bliver endnu bedre.