I folkeskolens formålsparagraf står der blandt andet, at eleverne skal gøres fortrolige med dansk kultur. Hvad det så end er. Nogle lærere føler sig dækket ind med emner omkring H.C. Andersen og Skagensmalerne i undervisningen, andre lægger stor vægt på det demokratiske aspekt, elevernes medbestemmelse og klassens deltagelse i elevrådsarbejde. Og så er der dem, der mener, at dansk kultur ikke er noget, der specielt skal tilgodeses i selve undervisningen, men at fortrolighed med dansk kultur er indeholdt i den daglige samværsform. Med andre ord, det står ikke særlig klart, præcis hvad det er, eleverne skal gøres fortrolige med, hvilket gør læreropgaven temmelig diffus.

Ikke desto mindre er folkeskolens opgave i forhold til at skabe fortrolighed med dansk kultur mere aktuel end nogen sinde. Begreber som 'multietnisk samfund', 'europæisk fællesskab' og 'globalisering' trænger sig på og udfordrer den danske selvforståelse. Den aktuelle debat om euroen handler i høj grad om, at der er usikkerhed omkring, hvorvidt den teknologiske og økonomiske globalisering også medfører en kulturel globalisering, der forfladiger de eksisterende kulturer.

Et lands kultur bygger først og fremmest på en æstetisk, etisk og historisk forståelse, og her er skolens rolle tydelig. Det burde ikke kunne lade sig gøre at forlade den danske folkeskole uden at have hørt om Christian den Fjerde, Grundtvig, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Karen Blixen, Skagensmalerne eller Carl Nielsen.

Men dansk kultur er også andet og mere. Hvis vi sætter lighedstegn mellem dansk kultur og dansk kulturarv, holder vi fast i en traditionel selvforståelse, som ikke holder trit med samfundsudviklingen, hvor den nationale selvforståelse konstant udfordres af den internationale udvikling. Dansk kultur er også noget levende, nærværende og foranderligt, som man er deltager i og medskaber af.

Folkeskolen burde derfor sikre sig, at eleverne forlader skolen ikke blot med en fortrolighed med den danske kulturarv og danske værdier, men også med en viden om Danmarks kulturelle udvikling i forhold til den europæiske og globale udvikling. Denne viden skal opnås gennem hele dannelsesforløbet, det er ikke gjort med et emne om EU i samfundsfag i 9. klasse. Det er slående, at børnene i skolen ikke ser nogen sammenhæng mellem at være europæisk og at være dansk. Sagen er, at vi efter 27 års medlemskab af det europæiske fællesskab stadig ikke oplever det europæiske samarbejde og fællesskab som en del af dansk selvforståelse, men holder fast i 'dem' og 'os'. Men hvis euroen bliver indført i Danmark, bør eleverne gives en forståelse for, hvad det er, Danmark er en del af, og hvordan.

Om dansk kultur, kulturarv og kulturudvikling skal på skoleskemaet, eller om det kan indeholdes i den nuværende fagstruktur, er svært at sige. Men med den samfundsudvikling, der er i gang, bør det måske på skoleskemaet for at sikre, at eleverne forlader grundskolen både med en fortrolighed med, hvad man som dansker har med sig i bagagen, og med en idé om, hvad der sker i samfundet, og hvad forandringerne indebærer. I sidste ende handler det om, at folkeskolen skal være såvel samfundsskabende som samfundsbevarende.

Asla Fomsgaard Adrian er lærer