En rulletur i savsmuldet og så op på alle fire. En hånd tager fat i en buksebag og hiver det tungeste punkt på personen op, så hun ligger på maven på den andens ryg. De prøver besværet at gå - som et tusindben. Højre, venstre, højre, venstre, lyder det fra de omkringstående. Alle drysser af savsmuld, kommer med tilråb og står parate med hjælpende hænder.

Den støvede flok arbejder til daglig som lærere og pædagoger i København, og lige nu betyder det kropsligt arbejde, nærkontakt, koncentration og forsøg på koordinering af lettere fumlende arme og ben. Gruppen er på kursus i Cirkus Dannebrog. Og det er sletikke let at jonglere, bygge menneskepyramider og holde tallerkener snurrende i luften, men det er sjovt.

I de kommende dage skal børnene på deres skoler og fritidshjem have glæde af deres nyerhvervede kunnen. Og det hele skal munde ud i en forestilling med optræden af hundrede børn fra børnehaveklasse til 4. klasse i Cirkus Dannebrog. Forældre og søskende bliver publikum.

Cirkusprojektet er arrangeret af skoleforvaltningen i Københavns Kommune og er et samarbejde mellem konsulenterne fra udviklingsafdelingen, indskolingsområdet, kroppen i skolen og fritidsklubområdet. Bagmanden til ideen er pædagogisk konsulent Søren Thorborg, der kender Cirkus Dannebrog fra et tidligere samarbejde.

'Vi lader pædagoger og lærere mødes her. Et sted, hvor vi alle er fumlere', siger Søren Thorborg.

'Cirkusmanegen giver koncentrationen. Enhver skal udfylde sin plads, ellers vælter det hele. Det positive pres er maksimalt, og det kommer børnene også til at mærke. Det er ideen'.

Tyske gloser tilsat spansk/italiensk, lidt engelsk og dansk flyver rundt. Kursisterne må folde ørerne ud, og deres eget skoletysk bliver flittigt brugt, når de skal tale med de tre artister, der underviser gruppen. Resten klares med mimik og store fagter. Her er udfordring til alle sanser.

De tre artister Walter Wasil, Sara Marino og Octavio Kost kommer ud på skolerne de følgende dage for at undervise børnene. Inden da har de alle besøgt Cirkus Dannebrog, hørt lidt cirkushistorie og hilst på elefanterne.

'Det her er rigtig cirkus. Det er alvor, og det giver en stor motivation', siger medhjælper Carsten Thomassen fra Fritidshjemmet Skansebjerg.

'Jeg har meldt mig, fordi jeg gerne vil lære at lave cirkus, så jeg kan lære det videre til børnene. Det er også meget fedt at samarbejde med lærerne, og det er jo de samme børn, vi arbejder med'.

Skælvende pyramider

'Husk at smile'.

Råbet kommer jævnligt - også da kursisterne står oven på hinanden med rystende muskler og sved i ansigtet. I en kæmpestor pyramide. Ryggene rettes, hænder slipper forsøgsvis hinanden, så armene kan spredes ud, og nogle sammenbidte smil breder sig i ansigterne. Præsentationen er vigtig. Latteren kommer først, når alle er sikkert nede på jorden igen.

Når alle er i gang med at øve sig på forskellig jongleren, går artisterne stille rundt, overtager boldene, spiller lidt med en kursist, viser tavst en bedre måde at kaste på, giver boldene til kursisten igen, kontrollerer og retter lidt og glider så stillevidere til en anden, der tumler med kast med kulørte ringe.

Kun når hele gruppen arbejder sammen, er stemningen højrøstet.

I pauserne taler alle om deres ømme muskler. En har meldt fra i dag på grund af smerter i nakken.

'Er I klar over, hvor gamle vi egentlig er?'

'Det er sgu' et alsidigt job, det her'.

'Rigtige lærere kan godt være bund i en pyramide'.

Hurtige bemærkninger fyger rundt.

'Jeg er spændt på, når børnene kommer og skal optræde for så stort et publikum', siger Lisbeth Lauridsen, der har børnehaveklassen på Brønshøj Skole.

'Jeg har arbejdet med cirkus før, men jeg har fået nye fif, og her har vi manegen, lyset og orkestret. Det er noget andet end at tegne en manege på gulvet'.

To elever fra 9. klasse på Sønderbro Skole dukker op med et kamera. De skal producere en 10-15-minutters film om projektet. Filmen skal vises på F2000-konferencen i Bella Centret den 19. september. Enkelte af cirkusnumrene skal også vises som optakt.

De filmer en stund de jonglerende lærere og pædagoger, men et øjeblik senere står de selv i manegen og forsøger sig med snurrende tallerkener på pind. Senere på ugen skal de filme fra træningen på de involverede skoler.

'I går kom jeg hjem og sagde til familien: 'jeg kan noget! Jeg har været bund i en pyramide tyve gange'. Det bliver rigtig sjovt', siger Nina Nielsen, der er lærer på Sønderbro Skole og fagkonsulent i idræt i Undervisningsministeriet.

'Vi er ømme og slidte, men jeg har lært en masse teknik. Og det er da en overraskelse, at ligegyldigt hvor gamle vi er, så kan vi lære det her alligevel'.

Hun fortæller, at hun har funderet over, hvordan legen ligger fundamentalt i mennesket. Når muligheden er der, snupper vi den.

'Det betyder ikke, at man kan lege alt ind, men legen er vigtig. Og kurset viser os lærere, at alting ikke behøver at være så overorganiseret hele tiden. I vores skolelærerhjerner virker dette utroligt ustruktureret, og i går tænkte vi nok, at det her aldrig kom til at gå. Men vi har godt af at se, hvordan andre arbejder. Artisterne har hele tiden målet for øje, de går ind i arbejdet, er med et stykke tid, studerer os og forsvinder så igen. Det kunne vi godt overføre til klasseværelset. At vi kunne lade børnene arbejde, glide ind, når det kunne hjælpe, og glide ud igen', siger Nina Nielsen.

Koreografi er en svær sag

Hen på eftermiddagen skal koreografien for præsentationen i manegen på plads. Artisterne herser med gruppen. De er alvorlige, men kursisterne bryder jævnligt ud i høje latterbrøl, når koreografien halter. De skal synge, marchere og følge musikken. Det er meget på én gang.

Det er altså ikke let at få pædagoger og lærere til at gå i takt til cirkusmusik. Men næste gang er det alvor. Dér har de hundrede børn med i manegen - fredag den 15. september.

Det her er rigtig cirkus. Det er alvor, og det giver en stor motivationVi er ømme og slidte, men jeg har lært en masse teknik. Og det er da en overraskelse, at ligegyldigt hvor gamle vi er, så kan vi lære det her alligevel

Kurset viser os lærere, at alting ikke behøver at være så overorganiseret hele tiden. I vores skolelærerhjerner virker dette utroligt ustruktureret, og i går tænkte vi nok, at det her aldrig kom til at gå