Børsfolk i primary school

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da børnene på Osmani Primary School i Londons East End vendte tilbage efter sommerferien, var en del af skolen blevet malet og sat i stand. Det er i sig selv usædvanligt efter engelsk standard for vedligeholdelse. Mere usædvanligt er det imidlertid, at en del af malerarbejdet blev udført af 20 unge økonomer fra Børsen i London, The Stock Exchange.

De unge børsfolk gav midt i august hver en dags gratis arbejde til Osmani, og de skaffede også selv pengene til pensler og maling.

Projektet er led i et tæt samarbejde mellem private firmaer i City og skoler i East End, der trænger til en hjælpende hånd. Kontakten mellem skolerne og firmaerne formidles via den landsdækkende organisation Business In The Community, populært kaldet BITC.

BITC har fungeret i East End i næsten ti år til stor tilfredshed for både skoler og firmaer, og alle 80 skoler i bydelen har fast kontakt med et eller flere firmaer. Projektet omfatter også en mentorordning, som går ud på, at de ansatte fra firmaerne i City er tilknyttet et bestemt barn, som de besøger en gang om ugen i børnenes frokostpause. Så bliver der læst, spillet computer og snakket om stort og småt. Alt sammen på frivillig basis.

BITC-projektet er dog ikke den rene filantropi for firmaerne. De får et godt image til gengæld, ligesom de også bruger projektet i deres interne teambuilding.

Læs mere om BITC: www.bitc.or.uk og www.princeofwales.gov.uk