Døren til brandstationen går op. En gråhåret mand tager smilende imod. Han hedder Lennart Nillson og er brandinspektør hos Räddningstjenesten i Landskrona. Bag ham står Kenneth og Jonas. De går i 9.c på Søndervangskolen i Glostrup, men er for en uge i praktik som brandmænd. Det er nu torsdag, og praktikken er næsten slut. Resten af klassen er fordelt på forskellige arbejdspladser i Landskrona og omegn. Sidst på eftermiddagen mødes de på Lägergården, hvor de bor.

'Det bedste ved at være i praktik i Sverige er, at man får oplevet noget, og så kommer vi godt ud af det med hinanden. Er det ikke rigtigt, Lennart?', siger Kenneth og griner til Lennart Nillson. Han er enig.

'Der er ikke forskel på at have danskere og svenskere i praktik. Bortset fra, at svenskerne er her i to uger, så de når noget mere', fortæller Lennart Nillson, mens han viser to brandbiler frem.

Noget har de nået. Kenneth og Jonas var med til at prøvesejle en ny båd på Øresund. De oplevede dog ikke så meget af det.

'Vi var trætte, så vi sov det meste af tiden. Vi var oppe til klokken tre natten før. Vi kunne ikke sove', forklarer Jonas.

Krukket praktikant

Mellem Landskrona og Helsingborg ligger potteværkstedet Raus Stenkärlsfabrik. Også de har valgt at deltage i den danske invasion af Skåne. På første sal i det gamle værksted sidder Sanni Topholm Jensen. Hun har en blå kedeldragt på, der er alt for stor. Den er fyldt med pletter, der har den samme grå farve som leret på Sannis hænder. Hun sidder ved drejeskiven med en klump ler i hånden. Skiven begynder at dreje, og i løbet af kort tid forvandler Sannis hænder leret til en krukke. Hun placerer den på et bræt sammen med de andre krukker, hun har lavet i løbet af dagen.

'Jeg er god til at lave noget med mine hænder, men den første dag måtte de vise mig nogle gange, hvordan jeg skulle gøre', fortæller Sanni.

Hun sætter en ny klump ler på drejeskiven. En krukke begynder at tage form, men så falder den sammen, og leret havner i en dynge sammen med de andre krukker, der ikke virkede. To svenske kvinder kommer ind på værkstedet, der er åbent for offentligheden. De spørger om lov til at tage et billede. Sanni giver tilladelsen og arbejder videre.

'Det er fint at være i praktik her. Der er bare lidt problemer med sproget, for det er pinligt, når folk kommer og spørger om et eller andet, og jeg ikke forstår en skid', siger Sanni.

Hun er ikke gået over til at tale engelsk med svenskerne, men sørger for at få gentaget og forklaret de ting, hun ikke forstår. Meget af tiden sidder hun ved drejeskiven.

'Det bedste ved at være her er, at jeg får lov til at lave noget. Nogle af de andre har ikke haft så meget at lave. Dem, der arbejder i butikker, har bare stået op en hel dag, så de har ondt i fødderne. Jeg har jo siddet ned hele dagen, så jeg har ondt et andet sted', fortæller Sanni. Hun sidder dog ikke ned hele tiden. Uden for værkstedet ligger en cirka to meter høj bunke ler. Den første dag fik hun lov til at skovle ler sammen med værkstedets ejer.

'Det var rigtig hårdt den første dag', fortæller hun.

Skorpioner og hajer

I Helsingborg ligger Tropikariet. En slags indendørs zoologisk have, der har alt fra hajer og en krokodille til små aber og skorpioner. I denne uge har de også en praktikant fra Glostrup. Det er Christina Sangiorgio, der allerede har besluttet, at hun vil arbejde med dyr.

'Da vi skulle vælge praktiksted, skrev jeg bare, at det skulle være noget med dyr. Jeg troede, det var en dyrehandel, men det er jo en slags zoologisk have', siger hun og smiler genert.

Christina viser rundt mellem de eksotiske dyr. En krokodille ligger fuldstændig stille. I et andet bur løber nogle dværgsilkeaber omkring. Det er verdens mindste abe. En voksen vejer kun 100 gram. Christina fortæller om sine arbejdsopgaver.

'Jeg har fodret aberne, slangerne og firbenene. Så har jeg muget ud i et slangebur og indrettet det med grene og planter', fortæller hun. Hun skynder sig at sige, at de giftige slanger ikke var i buret, mens hun arbejdede.

Hun har også nået at takke nej til en opgave.

'Jeg fik lov til at fodre skorpionerne med orme, men det ville jeg altså ikke', fortæller Christina.

Når arbejdsdagen er slut, tager Christina bussen fra Helsingborg tilbage til Landskrona, hvor hun mødes med sin klasse.

Gåtur i regnen

På Lägergården, hvor 9.c bor, er fjernsynet i opholdsrummet stillet ind på MTV. En pige, der har en strikket hue trukket ned over ørerne, giver volumenknappen et ekstra hak. To drenge sidder og spiller kort, men ellers er de fleste elever i soverummene. De er ved at gøre sig klar til en udflugt til Citadellet, et slot, Christian den Tredje har bygget i Landskrona. Bagefter skal de ud at spise.

Da klassen skal ud af døren, mangler der to. Det er Kenneth og Jonas, der ikke er kommet tilbage fra Redningstjenesten.

Lærer Thomas Jensen og Helle Bohnfeldt, leder af turen, beslutter sig for, at klassen ikke kan vente længere. Det styrter ned udenfor, men næsten alle i 9.c sætter sig op på de lejede cykler og kører af sted. To drenge vil ikke med. De starter først flere minutter efter de andre.

Da flokken når til Citadellet, mangler også de. Helle Bohnfeldt starter rundvisningen, mens Thomas Jensen cykler ud i regnen for at finde drengene. Det lykkes. Halvvejs gennem rundvisningen kommer de fire drenge og Thomas Jensen tilbage til de andre. Kenneths cykel var punkteret, og de andre drenge var faret vild, forklarer de. Den køber Thomas Jensen ikke, og mens resten af klassen cykler af sted mod restauranten Dannys Corner, går de fire drenge i regnen sammen med Thomas Jensen.