Den østrigsk-tyske SS-officer og nazistiske politiker Adolf Eichmann (1902-62) blev umiddelbart efter udbruddet af anden verdenskrig leder af den afdeling af Gestapo, som organiserede udryddelsesaktionerne mod jøderne i det tyskbesatte Europa. Efter krigen forsvandt han til Argentina, men blev fanget af israelske agenter i 1960, stillet for retten i Jerusalem, dødsdømt og henrettet som hovedansvarlig for mord på cirka seks millioner jøder i tyske koncentrationslejre i årene 1941-45. Under rettergangen optrådte Eichmann som den fremmedgjorte bureaukrat, for hvem kvinder og børn kun havde været talstørrelser. Det mest slående ved hans adfærd var, at han, efter at hele sagen var blevet rullet ud på grundlag af hans egne indrømmelser, alligevel plæderede for sin uskyld. Det fremgik af hans udsagn, at hvis han kom i samme situation, ville han gøre det, han havde gjort, igen. Han var næppe klar over den kendsgerning, at han adlød. I den grad var andres krav om total lydighed blevet en indbygget del af hans personlighed. Derfor kunne han uden at fortrække en mine lytte til det ene rystende vidneudsagn i retten efter det andet. Først da han glemte at rejse sig, da dommen skulle forkyndes, viste han sine følelser og rødmede forlegent.

I de erindringer, der netop er blevet offentliggjort i Die Welt, skriver han: 'Fra min barndom var lydighed noget jeg ikke kunne få ud af mit system. Da jeg gik ind i hæren i en alder af 27 år, fandt jeg det ikke vanskeligere at være lydig, end det hidtil havde været. Det var utænkeligt, at jeg ikke ville adlyde ordrer'.

Fra fjerne fortider har opdragelsesidealet for alle voksne været børns totale og ubetingede lydighed. Ulydighed var et træk i barnets natur fra fødslen, og opdrageropgaven gik ud på at forvandle ulydighed til lydighed især ved at anvende korporlig straf. Det viser en gennemgang af forældrevejledningsbøger og historiske studier. Det fremgår også af overleverede ordsprog, for eksempel: 'Ris gør godt barn; man skal revse et barn, at det ej vorder ondt, og et ondt, at det ej vorder værre'.

Ved årtusindskiftet er vi meget fjernt fra fortidens opfattelse af børn. Det skal dog erindres, at den såkaldte revselsesret først blev fjernet af lovgiverne i 1997 - med én stemmes flertal i Folketinget. På baggrund af flere århundreders påvirkninger er der selvfølgelig stadig mange mennesker (forældre og pædagoger), der i deres stille sind egentlig synes, at total og ubetinget lydighed er et forsvundet ideal.

Modstykket til Eichmann er en 16-årig folkeskoleelev (pige), der i en nyhedsudsendelse i tv reagerede på en mediebevidst skolepsykologs forslag om indførelse af hårdhændede metoder med henblik på at få indført ordnede forhold i skolen. Med frimodighed, venlighed, forståelse, argumentationskraft og 'ulydighed' og uden nervøsitet ved at optræde i tv satte hun ham skakmat i løbet af få minutter.

Børn skal selvfølgelig lære lydighed, men ikke en total og ubetinget lydighed, der påtvinges dem udefra. Lydighed mod fælles regler og adfærd skal gradvis indarbejdes i kraft af børnenes iagttagelse af de voksnes forbilleder. Lydighed skal vokse frem indefra og ende med at være en del af barnets personlighed. I praksis betyder det, at børn skal opdrages med vægt lagt på frihed, udfoldelse og autonomi, og at de under opvæksten respekteres og tages alvorligt, tør være sig selv, at der er plads til at være anderledes, at børn skal kunne sige nej, hvis der er noget, de ikke vil, at de skal kunne bestemme meget selv, og at de skal opmuntres til at prøve at lave om på det, de er utilfredse med.

Eller kort: Børn skal ikke tilpasningssocialiseres, men dannelsessocialiseres.

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker