I snorlige rækker står 300 børn fra Progressive School i Johannesburg. Alle hænder er foldet bag ryggen, og alle er klædt i noget, der ligner skolens officielle blå uniform. Men i mange afskygninger af blå.

Alle skolens elever er kulsorte og bor i en ny satellitby tæt på Johannesburgs centrum. 30 procent er børn af Sydafrikas nye sorte middelklasse. Resten er fattige. Nogle af dem uden fast adresse, så sammen med deres familie er de på konstant jagt efter et sted at bo. For disse børn er skolen et fast holdepunkt. Endda meget fast:

'Nu skal I tie stille, ellers bliver I sendt tilbage til klasseværelset', skærer skoleinspektørens stemme gennem salen.

Hvis en enkelt elev vover at kaste et blik eller - værre - et ord til én af kammeraterne, er hun der med det samme med en lille fløjte. Og en af kollegaerne går frem og tilbage langs med rækken af børn. I hånden har hun en lille spids stok, som hun sætter børnene på plads med.

Selv den strengeste afretning kan dog ikke skjule den umiddelbare glæde, børnene har ved at opleve Moving Into Dance's Edudance-forestilling, hvor 18 unge sorte fortæller om emner, der vedrører børnene: Forurening, hvordan man laver papir, hvordan en besked kommer igennem helt fra forrige tiders mund til øre-metode til vore dages offentlige telefonbokse. Og der tales, danses og synges i øjenhøjde med selv de mindste tilskuere. En aktiv, visuel og skæg læreform, som skolens lærere kun har ros tilovers for.

Forudsætninger er ikke til stede

Hvor skolens lærere er udelt begejstrede for at opleve den inkorporering af dansen i undervisningen, som Moving Into Dance står for, er der til gengæld mere skepsis, når man spørger til den forandring i uddannelsesområdet, som systemskiftet i 1994 også betød.

'Disciplin spillede en afgørende rolle i skolerne før i tiden', fortæller lærer Barbara Clarke.

'Og børnene har brug for at vide, at det er læreren, der er den voksne'.

'I det her nye system skal vi mere være børnenes venner', og det synes Clarke ikke om. Hendes opfattelse deles af Christie van Biljen, skolens inspektør med fløjten.

'Det nye uddannelsessystem forudsætter menneskelige ressourcer, som vi ikke har på nuværende tidspunkt', mener hun og fortæller, at en af de største forhindringer, som hendes hverdag på skolen byder på, er de ringe uddannede og meget lidt involverede forældre.

'De forventer nærmest, at jeg betaler dem for at komme til forældrekonsultation', siger hun.

'Som det er nu, bliver vores elever ikke stimulerede. Og et barn, som ikke er stimuleret, finder det meget svært at lære noget', siger van Biljen.

Et andet sted, hvor den nye uddannelse har forregnet sig, er ifølge de to lærere fra Progressive School i intentionen om et samfund med fuld integration mellem Sydafrikas forskellige grupper.

'Man har integreret bøger - ikke mennesker', siger Barbara Clarke.

'Det ville have været ideelt at have blandede skoler, så børnene kunne lære af hinanden', fortsætter hun. På spørgsmålet om, hvordan man kunne fremme integrationen, siger hun med et lille skævt smil.

'Når man siger integrere, må man virkelig sige integrere og tvinge folk til det med lov. Men så er det jo ikke demokrati. Det er diktatur. Og det bliver man hængt op for'.-Lone Nyhuus er freelanceskribent

Moving Into Dance

Da den sydafrikanske, hvide danser Sylvia Glasser i 1978 startede Moving Into Dance, var hovedformålet at finde en fusion mellem den vestlige og den afrikanske tradition. Derudover ønskede hun også at nedbryde de barrierer, som apartheid havde bygget op mellem mennesker. Da kompagniet i 1989 startede med at undervise børn, opstod idéen om at bruge dansen som en del af undervisningen i de traditionelle skolefag. Og Edudance, hvor børnenes indlæring støttes gennem metoder hentet fra kreativ dans, begyndte at tage form samtidig med ønsket om at uddanne mennesker, der kunne føre den gode idé videre ud i det sydafrikanske skolesystem.

I 1992 startede det etårige Community Dance Teachers Training Course. Omkring 120 unge, fortrinsvis sorte, møder hvert år op til optagelsesprøven, hvorfra der vælges 18, som tilbydes et års undervisning, som de kun skal betale det for, som de kan afse. Resten af midlerne indhentes gennem et udstrakt netværk af private sponsorer og en lille smule statsstøtte.

Ud over forskellige praktiske dansestilarter indføres de unge også i emner som udviklingspsykologi, dansehistorie og antropologi og ikke mindst kommunikation, skriftlig og mundtlig og administration af kultur og kunst. Så når de er færdige med året på Moving Into Dance, er det ikke kun inden for det snævre danseområde, at de kan håbe på at finde job. Nogle går også til tv, radio eller anden form for kommunikation. Med øget bevidsthed om samarbejde, kommunikation og respekt for individualiteten er de dermed med til at styrke de demokratiske processer i den nye Sydafrikanske Republik.

Sidst, men ikke mindst: Eleverne trænes også i det direkte møde med børn og unge. Både gennem undervisning på skoler, som de selv har ansvaret for at finde og vedligeholde kontakten med, og gennem gruppens Outreach-program.

Hvert år får omkring 20 skoler i Johannesburg gratis besøg af de unge dansere, der i en fusion af dans, sang og tale fremfører deres emner. Lige fra hvordan fordøjelsessystemet virker, til hvordan man laver papir. Det slet skjulte håb bag besøget på de enkelte skoler er, at lærerne får øjnene op for den pædagogiske og humanistiske styrke i Edudance og derfor senere vælger at ansætte en uddannet danseunderviser.